Skulpturen er en byport. Her et babelstårn, som er i vanskeligheder. Det er babelstårne, når mennesket vil beherske verden.
I 50’erne og 60’erne forsøgte vi at vende udviklingen til “grænser for vækst” og udvikling på menneskets og naturens betingelser, ikke kapitalens. Det sluttede med guldflipperne i 80’erne. Nu sidder vi som forventet i suppedasen.
Men skulpturen har et indre. Et rum til at tænke – menneskets vigtigste egenskab. Vi kan tænke. Men AI og Silicon Valley vil, som alle totalitære systemer, begrænse den frie tænkning mest muligt.
Søjlens ornamentik er de mangfoldige veje tanker kan bevæge sig, og i blandt opstår den sublime tanke – en enestående idé, forestilling, vision osv.
Det kan være religiøst, Kristus, Jahve, Muhammed, Buddha, Konfutse osv. I vores kulturkreds er det for de fleste Kristus.
Men det kan blot være en følelse af, at man er tilstede i verden. Et sted for den frie tanke.
Tekst: Bjørn Nørgaard
