Opføres i forbindelse med Fluxus-folkefest (Fluxus-kunstens 50 års fødselsdag), arrangeret af Musikfestivalen Wundergrund.
"I am Number One".
Stadig høje på ’Henning’ er forventningerne til aftenens næste performance store. Det sitrer i publikum da Bjørn Nørgaard endelig går på scenen. Nørgaard skal opføre værket I am Number One: en nybagt og kompromisløs hilsen til sin mangeårige makker.
Tempoet er noget langsommere hos repræsentanten for den ældre FLUXUS generation. Efter at have smurt sin overkrop ind i øl begynder den våde, topløse Bjørn at recitere Henning-citater på gebrokkent engelsk, alt imens han med langsomme og sikre bevægelser, fylder bordpladen foran sig med et bjerg af en hvid, cementlignende masse.
”Henning sagde altid: ’If everything is art, why not go for a beer.” Nørgaard erstatter cementen med mudder og bjerget begynder at tage form som en abstrakt skulptur. ”I am no. 6” lyder det så.
Netop som publikum begynder at vise tegn på kedsomhed udbryder den legendariske provo-kunstner: ”Henning sagde altid: ’Al kunst er kedelig. Der findes god kedelig kunst og dårlig kedelig kunst.” Publikum griner. En anerkendende gestus, der antyder at de synes Henning har ret.
Gentagelsens kunst
Seancen bliver ved i det uendelige. Først ved ”I am number two-hundred-and-six” slutter han. Skulpturen har taget form som noget der skal ligne en lagkage, men som har større lighed med en udflydende totempæl. Kagen består af alt fra honning, en grøn violin og tre knuste æg. På toppen placerer Nørgaard et stearinlys, som han i nærmest religiøs ekstase tænder for den, nu kronede(!) Fluxus-høvding.
Publikum holdt ud til det sidste. I de kroge hvor der for lidt siden blev visket, grines der nu. Det er et lettelsens grin. Bjørnen tog fusen på os og beviste, at kun ved at gentage Henning i det uendelige kan FLUXUS holdes i live.
Tekst: Amalie Frederiksen
Film: Verena Grimm