Kære Mette Bock
Det Kongelige Danske Kunstakademi blev oprettet i 1754 og har indtil i dag været underlagt forvandlingens lov. Men to af dets overordnede målsætninger, som man mener stammer fra det akademiprojekt, der er tilskrevet Leonardo da Vinci, er ikke blevet kastet omkuld af de mange ændringer. Disse målsætninger er dog blevet omformuleret og er ikke altid søgt virkeliggjort. De kan bedst beskrives som energiske forsøg på at skabe et nuanceret samspil, ikke alene mellem tradition og nybrud i billedkunsten, men også mellem den billedkunstneriske virksomhed, digtningen og de teoretiske discipliner (kunsthistorie, æstetik, filosofi og naturvidenskab). Men et sådant samspil forudsætter, at man respekterer de forudsætninger, som de enkelte kunstarter eller de humanistiske og naturvidenskabelige discipliner bygger på, ellers vil der ikke fremkomme frugtbare resultater. Derfor lagde Leonardo vægt på, at i et kunstakademi skal skabelsen af kunstværker altid betragtes som grundlaget for alle andre aktiviteter, og det er kernen i alle de discipliner, der undervises i på et kunstakademi. Denne opfattelse blev overtaget af Kunstakademiet i København og blev videreudviklet og profileret på en ny måde i slutningen af det 20. århundrede samt i begyndelsen af det nye årtusind.

I mange af Kunstakademiets studievejledninger har der i disse tre decennier med forskellige formuleringer altid stået at »skabelsen af kunstværker er både fundamentet og udgangspunktet for de skiftende definitioner af de forskellige fag og discipliner, ligesom det overhovedet er livsnerven i skolens arbejde både inden- og udenfor dets murer.«

Det er vigtigt, at Kunstakademiets professorer og lærere ud fra deres forskellige forudsætninger inddrager de mange nybrud i kunstens verden, der hele tiden dukker op, men der skal også lægges vægt på nye tolkninger af kunsthistorien. For hvis ikke et sådan samspil mellem tradition og nybrud bliver virkeliggjort kommer – som Leonardo sagde »nybruddet til at mangle ilt.«

I opbygningen af uddannelsen på et kunstakademi har det været og er af afgørende betydning, at man har en grunduddannelse, hvor der er en vekselvirkning mellem teori og praksis, og hvor de fleste af de mange kunstnerisk tekniske forudsætninger for kunstskabelse bliver præsenteret: både de kendte f.eks. gips og metal og de mange nye digitale teknikker. Efter endt grunduddannelse er de studerende klar til at vælge den »professorskole«, som de mener kan give dem de bedste kunstneriske udviklingsmuligheder. Det har vist sig, at det har givet gode resultater, når Akademiet råder over 7 og 8 professorer, der alle er fremtrædende kunstnere med stor erfaring inden for deres særlige felt. På »professorskolerne« får de studerende de bedste betingelser for at udvikle deres egne ideer og visioner. Men gennem de aktiviteter, både af kunstnerisk og teoretisk karakter, som professorerne hele tiden skaber på deres afdelinger, dukker der nye udfordringer op i de studerendes erfaringsrum.

Med hilsen
Else Marie Bukdahl og Bjørn Nørgaard