Sidste år havde DN inviteret mig til Bornholmer mødet, da da det første politiske lovindgreb mod vores frie kyster var fremsat, idag gælder det Venstres udspil til liberalisering af planlove og kystbeskyttelse, se deres valg oplæg og vækstplan, kyst og landskab prisgives kortsigtede interesser, og en arv fra tidligere generationer, er tabt for de kommende.
Vi har en demokratisk nødbremse.
Derfor er vi en kreds af mennesker og med støtte fra DN, SFF, DOF der arbejder for at få lovændringerne, hvis de fremsættes, som frygtet, sendt til folkeafstemning som beskrevet i Grundloven.
En sådan folkeafstemning kræver en underskrift fra 60 medlemmer af Folketinget senest 3 søgnedage efter lovens vedtagelse.
Vi må nu gøre det klart for vores folketingsmedlemmer at beskyttelsen af de fri kyster og det åbne landskab er en folkesag. Det bliver ikke nemt og tiden er knap, denne regering arbejder med en uhørt brutalitet, se det såkaldte “paradigme” skift i landbruget. Derfor denne tale.
Vores åbne frie kyster og fælles åbne landskab tilhører fremtidens generationer. Hvor smiler fagert den danske kyst og vores åbne landskab og naturværdier, og det skulle de grene blive ved med, Ja, vi skal have liv og udvikling overalt i Danmark, men med demokratiske spilleregler.
Det kræver vi har visioner for hvordan landskabet skal udvikles, for længe har ”udkanten” manglet en samlet helhedsplan, hvor landbrug, industri, bosættelse, energianlæg og infrastruktur tænkes bæredygtigt sammen med landskabelige værdier.
Vi ønsker at diskutere hvorledes det skal være os, demokratiet, og ikke vilkårlige markeds mekanismer, der former landskabet.
Vi skal med en landsplan skabe rammerne for et afbalanceret Danmark med udvikling i alle dele af landet.
Den smalle V-regerings forslag til at afløse uklare planlove med vilkårlig planløshed, betyder udsalg af vores smukkeste naturskatte!
De frie kyster og åbne landskab skal sættes til salg til højstbydende!
Kunstens rolle har siden 1800 tallet, som alt andet ændret sig, vi er blevet moderne, vi er blevet europæere, vi er blevet globale, på godt og ondt.
I starten hvor de nationale museer og den nationale historie grundlægges, har kulturhistorien og de nationalromantiske kunstnere på mange måder en fælles opgave i de nye demokratiske nationalstater, at skabe en national identitet. Guldalderens malere, digtere og komponister skabte billedet af folkets land.
Det danske landskab er den største skulptur vi har ansvaret for, det er formet gennem millioner af år, de sidste få århundrede, som resten af kloden, i stigende og afgørende grad af os, de mennesker der bebor og virker i landskabet.
Vi skal alle være med til at modellere, digte og komponere det kunstværk vi kalder Danmark.
Dette danske landskab har udviklet sig over årtusinder, og med tiden er mennesket blevet hovedaktører i denne udvikling, gennem et net af sædvaner, territorie kampe, landskabslove, kirker, kongelige forordninger, adelsvælde, enevælde, til 1800-tallets demokratiske nationalstats fødsel.
Det siges ofte, at det danske landskab er skabt af landbruget, og sandt er det, at vi er verdens mest opdyrkede land med 62% under plov, men fra forrige århundredes begyndelse er opstået folkelige bevægelser, startet af gode borgere, heraf har udviklet sig naturfredninger, bygningsfredninger, bevaringer, planlove, beskyttelseszoner etc., og juvelen i kronen er vores enestående kystbeskyttelse, det er folkets frie kyst.
Et fintmasket net af myndigheder, institutioner og folkelige lokale bevægelser har i allerhøjeste grad skabt det danske landskab, vi kender, indtil fornyligt.
Siden 80ernes deregulering af økonomien, over 90ernes public manegement til 00erne hvor de globale markedskræfter slog endelig igennem, har demokratiet tabt sin betydning som samfundets legitime magt og markedet dominerer idag de nationale økonomier, borgere er blevet til forbrugere, og hele komplekset af fredninger, beskyttelser og planinstitutioner og de faglige instanser og myndigheder er systematisk i stadig stigende grad udsat for et pres af mistænkeliggørelse, underkendelser, og anses af de nye markeds liberale ideologier for at være overflødige og i vejen for deres “vækst” og “konkurrencestat”.
Nu varetages de politiske visioner af McKinsey, Rambøll, Ernst og Young, Goldman Sachs og det uregulerede globale finansmarked.
Vi står ved en skillevej, i 2010 besluttede folketinget at udenlandsk kapital kan opkøbe landbrugsjord, Danmark er sat til salg, hvis TIPP særdomstol for virksomheder realiseres, kan amerikanske firmaer med deres hær af advokater og ubegrænsede ressourcer underkende enhver kommende fredning og beskyttelse.
Kort fortalt for at sælge Danmark til højeste pris skal fredninger, beskyttelser, planlove minimeres mest muligt, og borgernes rettigheder i disse sager begrænses mest muligt.
Vi har et valg for fremtiden, skal det danske landskab for vore efterkommere formes af demokrati, lovgivning, folkelige bevægelser, faglige institutioner, eller skal det fremover formes af det globale finansmarked.
Det finansministerielle regime har indsnævret Danmark til kun det, der kan måles og vejes, kun det, der i regnearksverden giver hård valuta på bundlinjen, gælder. Ud med Kunstakademiet, kunstmuseer, orkestre, fri forskning, humanister, de frie danske kyster, naturen og vores åbne landskab.
Men sproget er ikke virkeligheden, sproget er et billede af virkeligheden, sproget forestiller virkeligheden, det betyder at finansministeriets modeller heller ikke er virkeligheden, men en meget snæver opfattelse at kun industri, landbrug, fiskeri, finanssektoren bidrager til BNP, så alt andet også naturen det billige skidt er omkostninger.
I denne administrationernes digitale algoritmers systemverden opfattes fagfolk, forskere, kunstnere, naturorganitationerne som et irrelevant forstyrrende element, og de sidste 10 år er dette politisk administrative segment, blevet direkte aggressivt overfor enhver nok så underbygget faglig kritik og fagligt funderede forslag.
Først den dag demokratierne kommer til fornuft og genindsætter den enkelte borger som samfundets egentlige kapital, og belønner virksomheder, der skaber reel bæredygtig produktion og arbejdspladser, har naturens store kvaliteter en chance.
Det samfund der frisætter den enkeltes skabende potentiale, er det samfund, der griber fremtidens muligheder.Men der kræves vækst, vækst, vækst, hvilken vækst skal ikke diskuteres. Den vækst nyliberalismen taler om, at producere en masse ragelse verden havde været bedre forundt uden, som ingen har brug for, sælge det dyrt, forbruge og smide væk. Vi skal fylde vore marker med flere tungmetaller, medicinrester, pesticider, fosfor, resistente bakterier, og sprede ammoniak, der ødelægger vores jord for eftertiden, for at producere uspiseligt kød i mængder, der gør os syge og forbruger planteafgrøder nok til det halve Afrika. Det frie marked er godt for meget, men ikke for alt i verden, for himmelens skyld og naturens.
Væksten skal ikke være en kræftsvulst på jorden, vi skal demokratisk diskutere hvilken vækst, væksten skal være udviklende, berigende og tænkes i helheder og kommende tider. Og finansministeriets regneark lyver, kunstarterne, fri forskning, humanister, kultur, natur, vores kyster, vores mangfoldighed af borgere er på sigt de største bidragydere til vores BNP.
Den nye snævre regering og dens lige så snævre flertal har erklæret ideologisk krig mod miljø, natur, kultur, kunst og den frie forskning. Vi skal besvare den krig med kærlighed, indsigt, viden, oplysning, sandhed og dermed det skønne, vi vil ikke en fremtid med mere konkurrence stat, og absurd kommerciel ytringsfrihed til at udnytte hinanden og vores fælles klode, vi vil frihed, lighed, broderskab og retten til at tro, tænke og tale frit, resten er tavshed.
