Arkitekt Anna Maria Indrio, billedhugger og professor Bjørn Nørgaard og museumsdirektør Stig Miss har hver sit bud på, hvorfor Bertel Thorvaldsen er kulturarv. Er det billedhuggeren, museet eller skulpturerne?
Bjørns Nørgaards bud:
Kulturhistorie – kunsthistorie
Kultur er i princippet det hele, det er summen af de aktiviteter, de menneskelige relationer og konsekvenserne heraf, materielle produkter som åndelige, affald som bestående – politi, idræt, politik, sex, kunst, privat, offentligt, som tilsammen er der kultursamfundet i en periode udtrykkes i. I tilbageblik forsøger historikere, politikere, forfattere at inddele ”kulturhistorien” i epoke og udvælge særlige kendetegn og så får vi kulturhistorie og kulturhistoriske museer.
Det der gør historiebegrebet afgørende i vores nationale demokratiske retsstater i Europa er, at Kongens/Fyrstens magt i enevælde legitimeres fra Gud, da Gud erklæres død og Kongers enevælde afskaffes, er det historien der legitimerer folkets ret til nationen. Derfor får de nationale museer i 1800 tallet en afgørende betydning for skabelsen af den nye nationale identitet. Den bygger selvfølgelig på en lang traditionel forståelse af at høre hjemme i et sprog og et geografisk område, men nu er det folkets ret, altså folkeretten der er det nationale.
Kunst det særlige, det enestående, det er ikke den almene fortælling, men den personlige fortælling.
Når man i daglig tale ofte sætter lighedstegn mellem kunstarterne og kulturlivet kommer forvekslinger af, at kunsten i kultursammenhæng er det særlige, som samtidig med begivenhederne finder sted, sætter sig udenfor og kigger på ”os”, og mens vi handler og lever, beskriver moralen, etikken, dagligdagsbilleder af os selv, så vi måske forstår os selv bedre. Kunsten bliver en slags overjeg, en voyeur, og drager ofte både tidlige begivenheder ind i nutiden, omtolker den, så vi forstår vores bevæggrunde til dette og hint på en ny måde, ligesom kunsten ” fremskriver” vores virkelighed ind i eftertiden osv.
Kunstens rolle har siden 1800 tallet, som alt andet ændret sig. I starten hvor de nationale museer grundlægges, har kulturhistorien og de Nationalromantiske kunstnere på mange måder en fælles opgave i de nye demokratiske nationalstater, at skabe en national identitet, men i særdeleshed med 1900 tallets modernisme og stigende negativ opfattelse af nationen, som undertrykkende, løsriver kunsten sig fra magten for at definere verden gennem kunstneren, oftest i en kritisk position til de eksisterende værdier og derfor opfattes som provokerende.
I 60erne forsøges den ”modernistiske” rolle at omdefineres, og i dag har vi en skizofren tilstand, hvor markedet fuldstændig dominerer kunstverden, og samtidig nærmest sadomasochistisk køber og finansierer kapitalen stjernekunstnere, der i deres værker viser hvor galt konsekvenserne er, af den måde kapitalen tjener sine penge på, så kapitalen kan lave velgørende fonde for at afbøde de ulykker de tjente pengene på.
Hvorom alt er: Dette museum og Thorvaldsen opstår netop, som alt dette begynder med den nationale demokratiske retsstats fødsel, det er ikke Kongen, som egentlig ejede produktionen der får samlingen, men borgerne i København, og det er ikke Kongen der bygger museet, men byen.
Samtidig er det sådan, at for en kulturhistoriker er en genstand fra 1800 tallet en genstand fra 1800 tallet, om det er en kommode eller en skulptur af Thorvaldsen, og oven i købet kan kommoden kulturhistorisk være mere interessant og dermed mere værdifuld. En kunsthistoriker ser skulpturen af Thorvaldsen primært som et kunstværk og derefter kan historien give en dybere forståelse af værkets fremkomst.
Med tidens museums sammenlægninger af kunst og kulturhistoriske museer, kunne man derfor godt diskutere, om vi i en global verden er i et punkt hvor det kulturhistoriske og det kunsthistoriske, som i udgangspunktet igen havde en sammenfaldende ide.
Men dette sker ikke af kulturhistoriske grunde og slet ikke kunstneriske, det er fordi vi er der hvor demokratiet afskaffes og finansministeriets algoritmer og tal maskiner hverken har brug for historien eller kunsten.
