Mine Damer og Herrer

Jeg skal med det samme takke universitetet for den ære, det er for et i akademisk forstand helt og aldeles udannet mennesket, at tale fra denne stol, nu skal i ikke forvente en smuk sammenhængende oratorisk oplevelse, det er nærmere en collage af indfald og udfald.

På vej herhen tænkte jeg på en tale af en tysk professor på AIAS instituttet ved Århus universitet. Han var inviteret til at forske 1 år for at skrive Europas historie udfra havnene, det interessante her var, at han fremhævede at Europas historie har først 600-700 år uden nationalstater derefter knap 200 år med nationalstater. Alligevel taler vi i dag som om Europa er dannet med disse nationalstater, måske var EU diskussionen anderledes, hvis den byggede på større indsigt og viden.

Niels Bohr nævner i sine foredrag at et videnskabeligt bevis fordrer en fuldstændig og uimodsigelig beskrivelse af et fænomen, i mit fag og den institution jeg repræsenterer, Det Kgl. Akademi for de skønne kunster, ønsker vi absolut ingen fuldstændig og uimodsigelig forklaring på noget som helst, hvor naturvidenskaberne i en enestående ydmyghed accepterer en absolut determinisme for at finde ind til sandheden om universelle love for fænomenerne, søger kunsten sandheden forstået som det skønne i menneskets ufuldkommenhed, og derigennem erobrer den hybris, hvor vi påstår at sætte den menneskelige tanke fri til, at det er os der skaber verden og dermed vores egen virkelighed.

L. Wittgenstein, Tractatus:

2.22 ” Billedet forestiller, hvad det forestiller, ved afbildningens form, uafhængigt af om det er sandt eller falsk.”

4.01 ” Sætningen er et billede af virkeligheden. Sætningen er en model af virkeligheden, således som vi tænker os den.”

I det kunstneriske billede skaber billedet sine egen struktur, i den struktur kan den kunstneriske fantasi indføre elementer, der i den reelle verden aldrig ville mødes, og dermed indsætte disse elementer i kombinationer der hvor umulige de end synes at være, tillader os at befri dem for deres givne værdier, så vi har mulighed for at erkende dem på ny, og dermed er kunsten en metode til at ændre vores opfattelse af os selv, og befri verden for vanens vedtagne sandhed.

Niels Bohr: ”Uanset den for al kunstnerisk virksomhed nødvendige inspiration turde det ikke være formasteligt at minde om at selv på sit værks højeste står kunstneren på det fælles menneskelige grundlag. Især må vi erindre at et ord som improvisation, der falder os så let på tungen når der tales om kunstnerisk skaben, peger på et træk væsentligt for al meddelelse.”

Både naturvidenskabernes deterministiske metode og kunstens søgen efter det skønne i det ufuldkomne og usigelige, er menneskelige erkendelser og nysgerrighed efter at forstå os selv og den verden, vi er i. I behovet herfor og vores kompromisløse søgen, og hver vores metodiske insisteren på nødvendigheden af hvad vi gør, vil videnskaberne og kunsternes generøsitet afføde opdagelser, der igennem den Europæiske historie har givet menneskerne og samfundet opdagelser, der teknologisk, kulturelt og socialt har skabt velstående samfund, som har givet menneskerne et liv og muligheder, vi nok kunne drømme om, men ikke forudse konsekvensen af.

Niels Bohr: ”Vender vi tilbage til den almindelige erkendelsesteoretiske belæring som atomfysikken har givet os, må vi først og fremmest gøre os klart, at de i kvantefysikken undersøgte afsluttede processer ikke frembyder nogen direkte analogi til biologiske funktioner, for hvis opretholdelse der kræves en stadig udveksling af stof og energi mellem organismen og omgivelserne. Endvidere ville enhver forsøgsanordning med sigte på en kontrol af sådanne funktioner i den udstrækning, der fordres for deres veldefinerede beskrivelse ved hjælp af fysiske begreber, øjensynligtforhindre livets frie udfoldelse.”

Det betyder at livet og samfundet ikke er videnskab, men en organisme hvor alle dele spiller sammen i et uforudsigeligt netværk af kombinationer, og netop derfor har vores samfunds form fået den dynamik det har. At man nu politisk i dag har accepteret den neoliberale konkurrencestat ides påstand om, at kunne kontrollere og styre den fri forskning og kunst på en måde, så man kan maksimere og effektivisere forskning og kunst til resultater, der skulle opfylde et vækstdogmes krav om stadig større værdi-afkast forstået som en finans maksimering af ren abstrakt karakter, er en påstand der svæver frit i luften. Forsøget på at styre og kontrollere borgere, forskning, kunst er prøvet før, uden den store succes, og Sovjetunionens videnskabelig marxismes materialisme har beklageligvis mange paralleller til konkurrencestatens tro på ”videnskabeliggørelse” af borgernes adfærd.

Ove K. Pedersen, Konkurrencestaten: ”Hvad kan der menes med den opportunistiske personlighed, og hvilken pædagogik skal udvikles til at uddanne vedkommende? Svaret bliver den rationelle pædagogik, der uddanner til at følge – eller til at lade sig motivere af – økonomiske tilskyndelser (incitamenter), og som har til formål at give den enkelte betingelser for at kunne virkeliggøre sig selv gennem udnyttelse af incitamenter.”

Og længere henne i teksten:

”I disse udlægninger er personen nemlig intet uden sin faglighed; han/hun får ikke tillagt nogen egen betydning, tildeles ikke nogen selvstændig dyder eller karaktertræk og udgør i det hele taget ikke grundlaget for en livsanskuelse. Til gengæld udgør personen her en tom skal, som det er faglighedens opgave at udfylde.”

Konkurrencestatens forestilling om at kunne styre og kontrollere sig til en bedre verden står i et mærkeligt misforhold til den neoliberale forestilling om, at samfundet er summen af egennytte og den absolutte kommercielle ytringsfrihed til at udnytte jordens fælles ressourcer til at producere en masse skrammel, ingen har behov for, og som verden var bedre tjent foruden. Aischylos, græsk digter fem hundreder år før Kristus, lader sin helt i et skuespil sige ”af alle opfindelser mennesket har gjort er penge dog den værste ….”

Nu er det ikke enten eller nødvendigvis, og dagens prismodtager er sikkert lykkelig for denne dags generøse overrækkelse. Og er penge en katalysator, der skaber reelle værdier, og der er dækning for abstraktionerne, er det vældigt praktisk.

Husleje er ikke en uforudsigelig hændelse.

Det samfund der møder den nye globale verden stærkest, er det samfund, der frisætter den enkelte borgers skabende potentiale bedst muligt.

For at den enkelte borger kan udvikle sine skabende evner, må man kende sig selv som hele mennesker af kød og blod med hoved, arme og ben.

I den digitale verden, der er blevet en integreret del af vores virkelighed, er det afgørende, at vi og vores kommende slægter træner vores egen ”computer” dvs. os selv, det sker ved, at vi forstår os som hele mennesker, det er det de fysiske discipliner, her i særdeleshed kunstens og håndværkets kontakt med værktøj og materiale gør, de træner vores eget sanseapparat, så vi kan danne os et selvstændigt billede af virkeligheden.

Håndværket er en af menneskehedens ældste metoder til at erkende og forme vores verden. Gennem udvikling af redskaber og deres brug og kendskab til materialernes egenskaber er skabt en viden og et sprog, der kan beskrive og udvikle nye måder at se og forstå verden på. Kunsten og håndværket har fra starten af akademierne i Europa i udgangspunktet erfaringen og traditionen tilfælles, men med modernismen fjerner vi os fra hinanden , Asger Jorn sagde ”lediggang er roden til al kunst” og

Asger Jorn, Værdi og Økonomi: ”De venstreorienterede kunstnere og intellektuelle har spillet en ganske ejendommelig rolle i det moderne, folkelige fremskridt, betydningsfuld og på samme tid betragtet med en stærk mistillid. Man vidste ikke, hvor man havde dem, og samtidig havde man brug for dem. Specielt den materialistisk orienterede arbejderbevægelse havde svært ved at kapere disse tågede idealister, der kæmpede for noget, der kun syntes at kunne forringe deres egen stilling. At kapitalistiske økonomer i England som Adam Schmidt anså hele denne samfundsgruppe for en flok værdiløse parasitter er så kendt, at det næppe er værd at omtale. Man kan så anlægge det synspunkt, at man i det det mindste kan forlange af en gruppe, der kalder sig intellektuelle, og som kæmper for et nyt økonomisk system, at de i det mindste er intelligente nok til at bevise, hvilken økonomisk basis de selv har ret til. Dette er, hvad jeg her har
forsøgt.”

I denne tid vi lever i, hvor almen viden, almene værdier står til stadig diskussion er det som Jorn konstaterede kunstens opgave fra værk til værk at skabe sin egen nødvendighed, intet er givet og intet kan tages for givet, situationen er alvorlig men ikke håbløs, situationen er håbløs men ikke alvorlig, vi er alle sammen i samme båd undtagen de druknede.

Diskussionen er:

Skal vi vækste for hinanden eller skal vi vækste hver for sig

Erkender vi der er grænser for vækst - og at vi må have grænseløs kærlighed.

Vi må erkende, at som menneskehed er vi nu direkte årsag til tingenes tilstand:

Natur er kultur, men kultur er ikke natur.

Afrikaneren skal passe på elefanten - hvad passer vi på?

Vores darwinistisk modernistiske tro på, at menneskene bliver stadig fornuftigere og at videnskaberne opnår en fuldstændig og uimodsigelig forklaring på verdens tilstand, kan stadig være en moralsk utopi, men vi må erkende, at hver gang vi løser et problem har mindst vi to nye.

Ørsted siger et sted at samfundet hviler på 3 søjler: Videnskab, Ret og Kunst, med dette in mente og, at vi som har fået tidligere generationers generøse nytænkning og skaben af værdier i gave, forpligtiger til, at vi selv skaber den nytænkning fremtidens generationer kan bygge videre på.

Så herfra en tak til fonde, som Kirsten og Freddy Johansen fondens-pris, men i særdeleshed en opfordring til vores politikere, tænk jer om, husk at det er de åbne europæiske kulturer, der har skabt vores rigdom, så sæt forskning og kunsten og deres institutioner fri igen, thi intet kan du tage, alt kan du få af Gud.

Jeg skal give en større ånd end min det sidste ord.

Niels Bohr: ”Efter at have berørt nogle af de rent videnskabelige problemer, der er forbundet med kundskabens enhed, skal jeg nu vende mig til det i vort
program rejste spørgsmål, om der ved siden af videnskabelig sandhed findes en poetisk eller åndelig eller kulturel sandhed. Selvom en fagvidenskabsmand vel kun tøvende begiver sig ind i sådanne områder, skal jeg driste mig til – ud fra den i det foregående antydede indstilling – at gøre nogle bemærkninger om dette spørgsmål. Sammenhængen mellem vore udtryksmidler og det erfaringsområde vi har at gøre med stiller os umiddelbart overfor forholdet mellem videnskab og kunst. Den berigelse som kunsten kan give os beror netop på den evne til at minde os om harmonier udenfor systematiske undersøgelsers rækkevidde. Digtning, billedkunst og musik kan siges at frembyde en række udtryksmåder, hvor stadig mere vidtgående afkald på det for videnskabelige meddelelser karakteristiske krav om definition giver fantasien friere udfoldelse. I poesi opnås dette især ved sammenstilling af ord, som er knyttet til skiftende iagttagelsessituationer og derved emotionelt forener mangfoldige aspekter af den menneskelige erkendelse.”

Talen kunne nok have været festligere og festes skal der, jeg er optimist, menneskets enestående evne til at bruge sine muligheder er ukuelige.

Og i morgen står solen atter op.