Frossen Musik
Masse, form, materiale, struktur, overflade, længde, bredde, højde, dybde, afstand, karakter .....
Grundelementer i fysisk formdannelse, elementernes indbyrdes forhold, funktionen og hvorledes bygningens elementer anbringes så husets brug og anvendelse og den arkitektoniske udformning naturligt og ligetil beriger hinanden, det er husets rytme... Som komponisten orkestrerer sin symfoni, orkestrerer den fremragende arkitekt alle byggeriets utallige del elementer i en stor sammenhængende arkitektonisk form.

Jeg elsker lys i det hele taget
Uden lys ingen form, det immaterielle afslører det materielle, formens utallige variationer og bevægelser afsløres i lyset og dør i mørket, bliver silhuet for tilsidst at forsvinde. Når modellen bevæger sig gennem ateliets forskellige lyszoner, opleves bevægelsens utallige variationer, uden lys dør rummet, men rummets udstrækning opleves i lysets variationer i rummet, et rum kan blive mere tydeligt i tåge, formen dukker op og forsvinder i rummets dybde, bevægelsen afdækker rummets udstrækning, kattens bevægelse i rummet beskriver graciøst rummets poesi.

Den dybe stilhed underneden
Masse, tyngde, det store rum, uden lyd, kun de lyde der tilføjes, pyramidernes stenmasser, ismasserne ved Jacobhavns bræer, den massive mur, materialets meditative kraft, lyd af trin i en lang gang, stemmen fra et fjernt lokale, studerende der strømmer ud i det fælles rum, en summen i kantinen, men rummet og muren suger det hele ind og fortæller en tavs historie, som arkitektens vision giver mæle.

Skitsen - tegningen - hånden
Tømmersvend, konstruktør, arkitekt, mange af vores store arkitekter har håndværkets erfaringsbaserede baggrund i deres dannelse som arkitekter, substans, konkret viden om rum og materialer, blyant og papir, skitsen er hurtig, udtryksfuld og direkte, kort fra tanke til projekt, skitsen er essensen af at være arkitekt, computeren er flad, uden materialitet, uden konkret proportioner, den er den opportunistiske event arkitekturs villige tjener, uden krop, tyngde, historie og moral, computeren er et fremragende værktøj, men lige så begavet eller dum, som den der bruger den.

Inspiration overalt
Scarpa-broen i Venedig, Utzons hænder, Spreckelsens bues drejning, som operaen ikke fik, C.F.Hansens medierede meditative udtryk, passagerne i Paris, kattene, isbræerne, musikken, vi lever i en rumalder alligevel er rummet miskendt....

Eksemplerne
Undskyld min prosaiske tolkninger, men Henning Larsens særlige klare indføring i en arkitekts verden er både gribende og inspirerende, man tænker videre, gør hans ideer til ens egne, med den autoritet, som ikke er formel, men et livs erfaring, taler han så lyst og rytmisk som hans arkitektur, og eksemplerne i portrætfilmen smelter sammen med manden selv. Udenrigsministeriet i Riyadh, der må man hen, om man kan, Frie Universitet i Berlin, Trondheim Universitet, en vidunderlig evne til at forene en sublim vision med konkret pragmatisme, en forunderlig blanding af poesi og beton og glas, biblioteket i Malmø hvor det gamle hus, en massiv rotunde og den lette lyse sal forener den lukkede og den åbne bog, Ny Carlsberg bibliotekets kongeniale udvidelse i lysgården, hvor trapper bliver kunstens babelstårn, og Dalgas have et næsten klassisk boligbyggeri, hans sakrale huse i Århus og ved Randers er en ny rationel tolkning af protestantismen streng og poetisk, dette og meget andet vises eksemplarisk i portrætfilmen.

Entrepenør vælde
Den aldrende mester tillader sig også nogle kritiske statements, i samme rolige blide stemmeføring. Gode arkitekter benyttes stadig alt for lidt, Kalvebod brygge er og bliver noget planmæssigt og arkitektonisk makværk, det er muligt at udelukke de værste hæsligheder, musikhuset fik han sagt nej til, her vandt arkitektens sjæl, men bygherren der intimiderer kunsten, måtte han bøje sig for, hans mesterskab i med sin poetiske pragmatik at fastholde arkitektoniske værdier i byggeriets kompleksitet, fik det svært i Opera byggeriet, han havde selv nogle år forinden leveret plangrundlaget i idekonkurrencen om Københavns havn, nu fangede bordet, og det lykkedes ikke som Spreckelsen i Paris at dreje aksen.

Jeg har aldrig hørt om en god arkitekt som lod sig pensionere. Endnu engang har Jytte Rex begået en berigende portrætfilm, hvor hun bruger og forfiner udgangspunktet i 60 ernes og 70 ernes enkle filmæstetik, giver arkitekten rum og plads, i klip og filmning genspejler den historien, det er et meget fint portræt, som træder et skridt tilbage og indlever sig uden at være påtrængende, det er arkitektens dagsorden der vises.

Jeg kender Henning Larsens arbejde gennem mange år, har mødt ham adskillige gange i årenes løb, og filmen var en oplevelse, jeg lærte meget. Tak Jytte Rex. Tak Henning Larsen.

Bjørn Nørgaard

Anmeldelsen blev bragt i Arkitekten #12 2012.