Er modernismen et mange hovedet uhyre, en slags hydra der hver gang man hugger et hover af så vokser to nye ud, eller er modernismen stadig fornuftens og rationalitetens tidsalder, hvor videnskaben, demokrati og menneskerettigheder nærmest som en Darwinistisk apoteose fører frem til menneskets guldalder.
Nogle mener vi er blevet post moderne, andre at vi aldrig har været moderne hvor andre forsøger en kritik af det modernistiske projekt indefra om man kan sige så, mens andre igen som denne bog rejser tvivl om hele modernismens ide.
Alene et forsøg på at afgrænse modernismen er overordentlig problematisk, både socialismen og liberalismen er par excellence modernistiske projekter, om vi skal begynde med munkene i Chartre, renæssancen, oplysningstiden, nationalromantik eller videnskabens og industrialismens totale gennembrud ved fin de siecle, står ligeledes åbent.
Så må man som bogens titel antyder, diskutere om denne mangesidige, amorfe størrelse kræver det en målrettet afgrænsning, hvor man definerer både præmisser realiteter og mål samtidig, dvs. man skal klargøre hvilke præmisser der ligger til grund for de faktiske begivenheder og derefter diskutere om det svarer til de mål man satte i sine præmisser , og da Bohr for længe siden har forklaret at der objekt man måler ændrer sig i og med det måles, så må dette siges at være en sisyfos handling ud af det helt uoverskuelige.
Det betyder absolut ikke at det ikke skal gøres, og det er også den bedste grund til at skrive denne bog og udgive den, hvor problematisk end dette projekt er, og dermed en yderst problematisk bog, så gennemfører Suzi Gablik en diskussion der rummer mange principielle analyser og overvejelser, med udgangspunkt i konkrete eksempler i kunsten, der for mig bidrager til eftertanke i min egen diskussion om modernismens tilstand de sidste par årtier.
Et par ting bør man have i baghovedet når man læser bogen 1. Den er skrevet ud fra en amerikansk diskurs og selv om vi er påvirket af hinanden og ligner hinanden er der afgørende forskelle, en væsentlig forskel er at USA aldrig har haft en tradition, men er et modernistisk projekt helt igennem, så amerikanernes drøm om noget oprindeligt er helt abstrakt, romantisk og af og til helt ude i hampen, men meget sympatisk. 2. I læsning af bogen, måske netop på grund af det netop nævnte særligt amerikanske udgangspunkt, slog det mig at den generelle opfattelse af modernismen i 1900 tallet opstod som et opgør med traditionen, mangler et afgørende mellemspil akademierne.
