O I O I O I O I SÅDAN VÆVER MAN ET TAPET
Jeg skal straks ile med at blankt erkende, jeg kan ikke væve, jeg har aldrig vævet, jeg kommer ikke til at væve i dette liv, jeg er ikke væver, jeg er billedhugger.
Jeg er derfor beæret, at jeg har fået lov at skrive kort forord til Mænd bag væven.
I min tid som professor på billedhuggerskolen, hævdede min salig lektor Poul Holm Olsen, som var dybt optaget af afrikansk kunst, at der var områder i Afrika hvor høvdingen ikke måtte røre jorden, men blev båret, og mænd måtte ikke dyrke jorden, da den så blev ufrugtbar, deraf sluttede han at alt keramisk arbejde, han havde nogle figurer i sin samling, var udført af kvinder, men at mænd gerne måtte væve, om dette kan eftervises eller ej, er det dog en påmindelse om at vores sædvaner er kulturskabte, og at kunstens discipliner ikke er kønsdeterminerede, men kan udøves frit af alle.
I tidsskriftet A+B og gruppen Arme og Ben, var vi bl.a. optaget af prærafaelitterne i England i 1800-tallet, deres henvisning til middelalderkunstens håndværksbaserede arbejdsfælleskab var vi dybt inspirerede af, her spillede både trykte og vævede tapeter en vigtig rolle, i den Arts and Craft bevægelse de grundlagde, og de berømte Bauhaus-skoler i mellemkrigs Tyskland,tog netop deres navn efter middelalderens “Bauhaus”, de “Byggehytter” der stod for middelalderens bygning af tidens katedraler.
I modernismens ambivalente forhold til håndværket og traditionelle teknologier, har op gennem 1900-tallet og til idag udviklet sig en direkte nedvurdering af håndværket i særdeleshed i kunst og arkitektur, det må ikke hedde “kunstindustrimuseet” men den skrækkelige betegnelse “Danmarks Design Museum” ,nu skal vi alle “designe” vores liv osv., jeg synes hellere vi skulle leve det.
Med kommunismens og kapitalismens materialistiske tilgang til verden har man rodet to begreber for arbejde sammen, arbejde og virke, Arbeit und Werk, labour and work. Arbejde, Arbeit og labour var det der var nødvendigt for at opretholde livet, Virke , Werk, Work var det, der skabte blivende værdier udover det nødvendige, nu og her, det blev så til håndværk, Handwerk, Craft.
Men for de materialistiske økonomer af begge skoler handler det om kvantitet ikke kvalitet, og sådan er det stadig.
Det at væve et tapet ,om man er kvinde eller mand, er at skabe et “værk” af blivende værdi, hver eneste kvadratmillimeter er berørt af menneskehånd, og udstråler i generationer en social varme som er kunstens særkende.
At netop det vævede tapet rummer denne moderne konflikt understreges af at vævningen var den første digitale produktionsform med indførelse af hulkortet i 1801 , islættet ligger over eller under trenden som computerens OIOIOI osv
De digitale teknikker forgår, de vævede tæpper består .
