Islam vs. Lars Wilks
Overskriften er den, der er stor konsensus om, den er sand i enkelt tilfælde som Salman Rushdie, Kurt Westergård og Lars Wilks og formentlig flere os ukendte ofre, men falsk hvis man vil forstå årsag og virkning i sit fulde omfang.
Ytringsfriheden anser vi for ukrænkelig og umistelig, og en af de vigtigste søjler hele vores vestlige kulturkreds hviler på, vi anser ytringsfriheden, som en afgørende forudsætning for den velstand og fremgang. vi har haft, og det der skaber nye visioner for vores fremtid.
Den kunstneriske ytringsfrihed opfattes i det moderne at have en særlig karakter, da kunstnere formodes, i den kunstneriske proces, helt grundlæggende kritisk at kunne vende op og ned på vedtagne værdier og derigennem sikre, at magt og sædvane ikke sætter samfundet i stå.
Men dette gælder i lige grad videnskaberne, filosofi, journalister og en række andre faggrupper, at ånd og viden og oplysning må ske frit og uhildet, uden magt og særinteresser tillades at hindre dette.
At religionerne i deres organisationsform danner magtstrukturer er indiskutabelt, og at de i deres natur kan intimidere og undertrykke både den enkelte og samfundet, er lige så indiskutabelt.
Netop derfor må religion som magt udsættes for kritik, diskussion, enhver hævdelse af absolut sandhed skal kunne imødegås.
Derfor forekommer det os helt utåleligt, at mennesker som Lars Wilks skal tvinges til at leve med trusler på sit liv.
Lars Wilks har, i vores forståelse, brugt sin soleklare ret til at udtrykke sig kunstnerisk.
At det i den nuværende globale tilstand ikke forholder sig sådan, er der flere årsager til, jeg skal her forsøge at skitsere et par stykker.
Mennesker er gennem hele historien blevet mishandlet og myrdet, fordi de tænkte, skrev og handlede imod gældende magt og værdier.
I vores kulturtradition er Sokrates, der tømmer giftbægeret, et ikon, der knæsættes med oplysningstiden, og med de deraf følgende demokratiske statsdannelser, formaliseres disse rettigheder.
I et par århundreder har vi i vesten vænnet os til, at vores værdier var de bedste for alle, og i perioder har vi domineret andre kulturer til at overtage disse værdier mere eller oftere mindre frivilligt.
Det har været svært for den moderne utopi at acceptere, at enhver ny teknologi både kan medføre fremskridt og udvikling, men i lige så høj grad skabe konflikter og ødelæggelse.
At en flyrejse er blevet enhvers mulighed har gjort verden relativt mindre, at paraboler fra satellitter kan hente signaler hvor som helst med hvad som helst, de såkaldte sociale medier er blevet gadens parlament og pøbelvælde.
Det højtbesungne arabiske forår blev en digital boble blandt elite og byboere, der var ingen folkelig dybde, Isis havde ikke været mulig uden Facebook, og en tegning på en udstilling i Sverige af Lars Wilks kan via de digitale medier spredes over hele kloden, og udnyttes af fanatikere og magthavere.
Verden er mere kompleks og mennesket ikke et rationelt fornuftsvæsen nødvendigvis, billedet af vesten og vestens dominans gennem århundreder skaber en uskøn blanding af vrede og fascination.
Imamer og præstestyre og diverse diktatorer vil gerne have al vores moderne teknologi og udvikling, men bekæmper med næb og klør, og det der er værre, vores værdier.
Det handler om magt og privilegier, men det har en legitimitet i historien og de eksempler vi blot de sidste år har demonstreret, i Afghanistan, Irak, Libyen og nu Syrien.
Med disse eksempler kan store befolkningsgrupper mobiliseres mod ”Den Store Satan”, og i den propagandakrig kan Lars Wilks tegning bruges som eksempel på, hvorledes vestlige værdier undertrykker og gør nar af deres kultur.
Formentlig har gerningsmanden ved Krudttønden aldrig set tegningen, og formentlig aner han ikke hvem Lars Wilks er, men Lars Wilks er ved en mere eller mindre organiseret Fatwa udpeget som et symbol, og ved at myrde symbolet rammer man en “Store Satan”.
Er der nogen løsning nu og her, for Lars Wilks ? Nej. Nettets vilkårlige mængde af nonsens kan, som verden er nu, gøre en hvilken som helst radikaliseret frustreret ung mand til morder.
Vi må forsvare Lars Wilks person og hans kunstneriske integritet for enhver pris, hans symbol falder tilbage på os.
Det bliver en lang kamp, i en verden der er blevet kompleks og uoverskuelig, de digitale tåger er uden retning og substans, men vi må diskutere en ny global oplysningstid, vil vi demokrati og frihedsrettigheder, må vi starte med os selv.
At begrænse Imamer og diktatorisk magt kræver indsigt, forståelse, oplysning, respekt, tolerance, dialog og en mangfoldighed af indsatsområder.
Men denne tragiske konflikt dækker samtidigt over, at demokrati og ytringsfrihed i lige høj grad er truet af os selv, stadig større multinationale koncerner dominerer demokratierne, kommerciel ”ytringsfrihed” sættes højt over kunstnerisk, forskningsmæssig og almindelig demokratisk ytringsfrihed, politikere, spindoktorer, lovgiver om offentlighed i forvaltningen, der direkte modarbejder en åben og fri demokratisk debat.
Økonomer og konsulent bureauer som Mckinsey skaber den agenda politikerne arbejder efter, ofte udemokratisk og i modstrid med fagfolks klare anbefalinger.
Og hvis frihandelsaftalen med USA gennemføres, som den nu er forelagt, betyder det, at særdomstole kan underkende demokratiske beslutninger.
Ligeledes skjuler vores begejstring over de digitale mediers mange muligheder, at dette er den mest centralistiske teknologi kendt, stater og virksomheder kan lukke op og ned og kontrollere vilkårligt.
Dette er så komplekst for menneskene globalt, at vi søger symboler, der kan give os en identitet i dette kaos.
Kære Lars, du er, om du vil det eller ej, blevet et symbol både for frustrerede fanatikere og deres magthaveres vrede og had mod vores værdier, og for os der tror på en umistelig ret til at tro, tænke og tale frit.
