Tabuer i kunsten (tale til debat)
Det er indlysende utåleligt at mennesker som Lars Vilks, Kurt Vestergård, Lars Hedegård, Salman Rushdie, og mange andre skal leve med livslange trusler på livet, fordi de har brugt deres ytringsfrihed.

De sekulære liberale demokratier, vi siden oplysningstiden har opbygget  især i Vesten, er allerede betalt med blod, sved og tårer, fra Sokrates over Galilei, Bonhoeffer og tusinder andre, og stadig overalt i verden hvor mennesker kæmper for at udbrede det fælles sekulære rum for frie ytringer, bliver der betalt en høj pris.

Fanatiske ideologiske ofte religiøst funderet personer og grupper, her i forbindelse med Lars Vilks muslimsk fundamentalisme, men andre steder kristne fanatikere og andre mere eller mindre forvirrede sjæle, har udviklet et indædt had til vores sekulære frie demokrati, og fabler om at vende tilbage til kalifater, andre religiøst styrede samfund og diverse obskure totalitære systemer.

Vi, politikere, intellektuelle, kunstnere, videnskabsfolk og enhver borger, der mener, at et åbent demokratisk sekulært fælles globalt rum med retssikkerhed, ytringsfrihed er forudsætningen for, at vi kan udvikle en fælles fremtid for kloden og mennesket, må åbent i det store globale rum, i hvad vi end laver, hvor vi end er, på hvilket niveau det end måtte være, konstant og hele tiden tage kampen for disse værdier.

Nu skal vi ikke kun se splinten i vor broders øje, men i høj grad bjælken i vores eget.

Idag har det danske Folketing muligvis vedtaget en offentlighedslov, der dramatisk ændrer almenhedens mulighed for at få indsigt i de overvejelser, forudsætninger og faktuelle prioriteringer, som embedsværket, minister og folketing har lagt til grund for et lovforslag, et slag mod en oplyst åben demokratisk proces.

Der er de store mediemonopoler som Murdoch og Berlusconi, der perverterer og korrumperer demokratiet.

Der er nye styrelseslove for Universiteter, Akademier og andre højere læreranstalter der reelt lukker kæften på fri kritisk forskning.

Store virksomheder der ved misbrug af retssystemet undertrykker kritik og oplysning.

Der er stigende og voldsom registrering af vores adfærd, hvor legitim og lovlig den end er, for staten et ønske om kontrol, for markedet for at målrette produktet, begge dele fører til ensretning.

Listen er meget længere desværre.

Hvordan spiller provokerende kunst ind i denne sammenhæng.

Den i borgerlig forstand provokerende kunst er et fænomen knyttet til modernismen. 

Om  så kunst, forstået som modernistisk kunst, overhovedet som udgangspunkt kan have et formål, der er alment, er til diskussion, men det er klart, at antagelsen er, at tidligere tiders kunst umuligt kan rumme tidens opfattelse af nutid og fremtid, da den “gamle” kunst baserer sig på allerede kendte værdier, der ikke længere antages at være tilstrækkelige, ofte vil den tidligere kunst opfattelse derfor opleve den nye kunst som en provokation, ikke fordi det nødvendigvis er formålet, men fordi det er konsekvensen.

Fra start var provokerende kunst derfor på samme tid et vilkår for at udvikle kunstbegrebet og dermed nye værdisæt og et middel til at ryste borgerskabets vedtagne normer, som da kubisterne  inddrager med den afrikanske kunst, Stravinsky opfører Le Sacre du Printemps, Dadaisternes  Soiréer, Duchamps pissoirkumme o.m.a.

Provokationen er en uadskillelig del af modernismen i kunsten og bliver den ultimative demonstration af den kunstneriske ytringsfrihed. I billedets form, flade, farve og linie og i de utallige former kunsten udtrykker sig i, kan man i de frie samfund med poesien som partner gå længere, end de øvrige medier, ja kunsten antages at have pligt til det.

Med den klassiske modernismes afslutning i 60 erne antager provokationen imidlertid, som andre modernistiske fænomener i kunsten, en selvstændig funktion og især i løbet af 70 erne udvikler tidligere modernistiske gennembrud sig til selvstændige genrer i kunsten, herunder begrebet provokerende kunst.  

Om dette overhovedet er en kunstnerisk legitim metode eller ren opportunisme, er der i dagens kunst ingen kritisk virksomhed.

Kritik bliver til referencer, og kan man bekræfte hinandens referencer har vi en kendt/berømt kunstner, måske en stjerne.

Da oplysningstidens filosoffer erklærer Gud for død og sætter fornuften istedet, ved de jo udmærket, at samtidigt fjerner man den moral, som er skabt i gudsbilledet, de 10 bud gælder ikke længere lidt firkantet sagt, vi sættes fri og friheden skal bruges fornuftigt, nu ved de også, at hverken magten eller individet nødvendigvis kun handler fornuftigt, så man opfinder kritikken, kritik er det moderne oplyste menneskets moral, altså man accepterer at tage og give kritik for at regulerer skadelig uhensigtsmæssig osv. adfærd af enhver art.

Det kræver begribeligvis nogle alment accepterede fælles værdier ; humanismen, rationalitet, ytringsfrihed, retssamfund, lighed osv. samt en nogenlunde fælles encyklopædisk opfattelse af verden, altså 2 + 2 = 4, udviklingslæren er ret sandsynlig, jorden er rund osv.

Dertil stærke uafhængige institutioner der til stadighed kan påpege, kritisere og forny vores værdier og magten, retsvæsen, universiteter og videnskab, akademier og kunsten altså Ørsteds ret, viden og kunst, det frie samfunds tre søjler.

Det kræver et demokratisk sekulært fælles rum, dette kan udspille sig i, det blev så i Europa til nationalstater, i USA til en føderation af stater, begge steder med nogen vanskeligheder.

Alt dette er brudt sammen, sådan ser verden ikke længere ud.

I særdeleshed har Europas nationalstater efter to verdenskrige problemer med legitimiteten, og reelt blokerer det nationale dogme for et større og mere frugtbart samarbejde i det europæiske kulturhus.

60 erne blev den periode hvor den vestlige modernisme blev diskuteret. En række nye måder at forstå samfund og individ blev afprøvet. Det blev manifesteret at 1800tallets ideologier ikke rakte til den verden, vi nu var en del af.

I 70erne blev generalister og opportunister helte og i 80erne kommer ny rationalisterne med deres markedsfundamentalisme.

Da muren ryger i 89, og vi står med nye globale muligheder, har de kritiske institutioner mistet deres autoritet, opportunisten er helten og det frie marked har sejret ad helvede til.

Istedet for vesten besindede sig og erkendte, at ikke bare den kommunistiske udgave af den moderne utopi hang i laser, men selve den modernistiske ide om at een utopi kunne rumme svaret på alt.

Og accepterede, at dette nye globale rum gjorde jorden flad, at vi skulle genopbygge de fri uafhængige institutioner med en nyt perspektiv, at i en inkluderende dialog med andre måder at opfatte verden på skulle skabe en global encyklopædi, en global oplysningstid.

Det skulle ikke handle om at vinde eller tabe, men om at skabe.

Den mangfoldighed og åbenhed der skabte den særegne europæiske dynamik i 1700 tallet kunne være eksemplarisk.
De digitale teknologier og den utrolige hastighed varer og mennesker bevæger sig med idag, fordrer vi udvikler en fredsøkonomi, hvis ikke vores planet skal kollapse.

Vesten har tabt et kvart århundrede i en hybris, der kun var mulig, fordi enhver kritik kunne erklæres irrelevant, da de tunge langsigtede institutioner var underlagt markedets kortsigtede økonomi.

Kunsten afspejler fuldstændig denne udvikling, Lars Vilks fremhæver selv i sin diskussion, at det er det afledte, der diskuteres ikke selve substansen, det er afledt af en lille tegning af en hund fra en rundkørsel.

Den klassiske kritik i det moderne bygger på, at der findes en almen accept af kunstens funktion, at der i værkets formelle og / eller ikonografiske struktur er nyskabelser, der peger på en nye verden og betydning, der bryder med tidligere tider, og dermed giver et sandere billed af en ny virkelighed.

Dette hang nogenlunde sammen indtil 60 erne, klassisisterne i 1700 tallet havde befriet kunsten for sine repræsentative pligter, og demokratiet relativeret kunstens almene funktioner, og nu røg universiteterne og akademiernes muligheder for at give en institutionel tyngde til et udgangspunkt for en almen kritik.

I og med kunsten nedbrød sine egne institutioner, gav den kunstneriske provokation i værket ikke længere mening, da den autoritet man skulle provokere ikke længere eksisterede, deraf følger Lars Vilks konstatering af at substansen er irrelevant, tilbage er det afledte.

Egentlig er provokerende kunst idag overhovedet ikke et kunstnerisk anliggende.

Heraf følger Lars Vilks anden konstatering, at kunstneren, der skabte denne rundkørselshund, derefter ikke har nogen kontrol over, det der deraf følger, da det intet har at gøre med kunstværket, som formentligt et mindretal har set, men reaktionen skaber derefter sin egen logik, kunstværket der var anledningen, er ikke engang en snebold, reaktionen er en latent tilstand, der kan udløses af mere eller mindre relevante årsager.

Omvendt kan man hævde, at det netop er det afledte, reaktionen, der er det egentlige kunstværk, men deraf følger så at kunstværket, tegningen kunne have været hvadsomhelst.

I 60erne var der to holdninger til kunstens fremtid, groft sagt:

1. Dette var afslutningen på kunsten forstået som værkskabelse, kunsten var herefter en metode der kunne udtrykke sig i alle mulige og umulige sociale strukturer.
2. Værket var nu befriet for enhver autoritet og kritik, man kunne frit bevæge sig i genrer, stilarter, teknikker. 

I kunsten i dag er markedet den dominerende kunde til kunsten, men sideløbende med en kompleks række af forskellige alliancer og grupperinger.

Op gennem 90erne har et netværk af biennaler udviklet sig, stadig med Documenta som en magtfuld institution, så er der kunsthaller og museer, kunsttidsskrifter, og stadig en mangfoldighed af lokale og nationale kunstscener.

Men biennaler og kunsthaller er idag der hvor scenen sættes.

Men nu handler det ikke om kritik, men om bekræftelse, den kunstner der vinder, er den der får et netværk indenfor disse magtbaser, som så bekræfter hinanden i netop de kan sætte den nye dagsorden i en global kunstscene, der kvaltitativt er imploderet i atomer.

Et kendt eksempel fik vi vist ved arrangementet: Duchamps pissoir fra 1917, det blev aldrig udstillet, kendt gennem omtale og så udstillet, idag ikon for konceptualister, konteksttualister, rellationister osv.

Det har dannet udgangspunkt for en uhørt universitetsgørelse af billedkunsten, hvor Kafkaske teoridannelser projicerer nutidens kunstscene tilbage på denne stakkels pissoirkumme, der idag må legitimerer en sand strøm af studentikos påhitsomhed.

Men det smukke er, at vi forsætter.