“Today we are illuminating and inspiring each other. As peoples in the world share one mind, we are not to fail in communication between East and West”, Feng Yingjing 1555-1606
“Autoritære samfund udspringer af menneskets adfærd, Kina er en stor nation i verden, landets skæbne og måder det gebærder sig på bygger på en årtusind gammel udvikling, hvis man ikke betragter det udfra et mainstream synspunkt, kan man beskæftige sig med nogle spørgsmål, som mange andre ikke har mulighed for.”
Ai Wei Wei er kineser, faderen digter der fængsles og dømmes 20 år i arbejdslejr, da myndighederne fængsler deltagerne i studenterbevægelsen i 1989, vælger han at tage til New York hvor han hænger ud i kunstner kredse og lever et sorgløst, ansvars frit bohemeliv (efter eget udsagn og som det fremgår af en aktuel fotoudstilling på Gropius Bau fra denne periode), ved faderens død 12 år senere beslutter han at vende tilbage til Kina. Før New York var han oprørsk og afviste traditionerne, efter New York bliver han lidenskabligt optaget af, hvad der har været før i tiden traditionerne, hans eget udsagn.
“Håndværket og færdighederne giver en forståelse af de mennesker der står bag…”
“Vi er idag i en moderne verden, måden at arbejde på har ændret sig. Men alligevel afspejler enhver måde at arbejde på moralværdier og filosofi.”
“… fascinerende at undersøge vores traditioner for at finde ud af hvordan vi bedømmer ting, hvordan vi træffer beslutninger, hvornår og hvordan vi vil sige noget, som har en form for værdi eller sågar en åndelig kraft.”
“Som kunstner er du også håndværker og man tænker altid over de materialer og den kultur der tidligere har været.
Det er det eneste man har at bygge på.”
Da muren faldt i 1989 og derefter Sovjetstaten, glemte vesten at et af modernismens største eksperimenter brød sammen og at moderniteten som utopi følgeligt måtte genoverveje hele projektet, den euforiske sejrsstemning i 1989 hvor demokrati, frihed og kapitalisme var historiens forløsning, førte til en hybris og ukritisk forestilling om, at den vestlige modernisme i sin kapitalistiske udgave var en løsning på stort set alle problemer globalt, man overså, at i selve modernitetens påstand om at være løsningen lå en totalitær tankegang, og måske forståeligt, men absolut ikke godt har vi indtil 2008 overhørt eller direkte bekæmpet enhver kritik af dette, og det ser ud til at fortsætte, 70ernes nymarxismen blev til 80erne og 90ernes nyliberalisme og 00ernes nyrationalitet, en historieløs materalisme som ikke direkte med vold og fængsel undertrykker sine kritikere, men gør det med økonomi, monopoler, misinformation og inddirekte statslig kontrol med institutionerne. Hvis man i Ai Wei Wei kun ser en vestens darling mod de onde kommunister, så ser man i sandhed kun splinten (nok så alvorlig) i sin brors øje, men ikke bjælken i sit eget eget.
“som kunstner er man på en måde begrænset af sin viden og sine visioner, så jeg dykker ned i traditionen for at se hvordan folk i forskellige tidsperioder har brugt deres æstetik i forhold til deres materialer og genstande…”
“Hele det 20.århundrede handler om at være ny og frembringe nye ting, men filosofisk skal man for at skabe noget nyt forstå det gamle, for at gøre op med det gamle, skal man have kendskab til det.... Hvis vi vil definere noget nyt, må vi vide hvad det gamle er.”
Hvordan kan vi, Danmark, uden begrundelse uden en diskussion reelt nedlægge Kunstakademiets 257 år lange tradition, udelukkende udfra bürokratiske og praktiske forestillinger om effektivitet og nytteværdi, det er historieløs materialisme, som ikke blot vil udhule vores arkitektur, men hele vores samfund.
“I det 21. århundrede står vi allerede overfor nogle andre problemer, vi ser at modernismen handler om, at det skal være nyt og avanceret, at man skal være Superman, og det virker ikke overbevisende.”
Det svar vesten i almindelighed og Europa i særdeleshed har haft på den såkaldte finanskrise, er at hælde endnu flere ressourcer ind i et globalt finanssystem uden nogen legitimitet; folkeligt, demokratisk, økologisk, socialt, kulturelt. Disse financielle abstraktioner uden nogen relation til konkret produktion af reelle værdier, det være sig i form af arbejde, ting, kultur eller sociale goder truer med at underminere hele vores liberale, demokratiske åbne frie samfunds kultur.
“For på den ene side er vi meget avancerede, med informations teknologien og internettet, men på den anden side har vi store problemer med verdens ressourcer, og den socialpolitiske struktur og demokrati kontra ikke demokrati. Vi kan se der er en grænse, og at vi bliver nød til at gentænke vores holdning.”
Fra middelalderen gennem oplysningstiden og 1800-tallets liberale bevægelser frem til modernismen, dannedes og frisattes en række institutioner; retsvæsen, universiteter, kunstakademierne og individet, her kunne vedtagne værdier og sandheder kritiseres og nytænkes, individets ret og frihed til at leve og udtrykke sig, forsvares uafhængigt af den politisk økonomiske magt. De sidste 20 år har Europa konsekvent lukket dette ned med en regn af New public manegement, såkaldte professionelle bestyrelser, ministerudnævnte enevældige rektorer, udhulning af institutionernes selvbestemmelse, uigennemskuelige omstruktureringer, strategiske indsatsområder, projektorienteret forskning, et hav af plusord som f.eks. innovation, målrettet, oplevelsesøkonomi, produktorienteret, omstillingsparat, ansvar for egen læring, og meget mere af samme skuffe, i den sidste styrelseslov for de kunstneriske uddannelser står ....de kunstneriske uddannelser skal løbende evalueres, så det sikres de tilpasses samfundets behov... ingen undrer sig, det er det værste.
“Kina udvikler sig meget hurtigt og har modet til det, det er et meget pragmatisk samfund uden religiøs og ideologisk overbygning, men også uden visioner, så det har sine smukke sider, for i sin blindhed afspejler det menneskets vilkår i en meget dramatisk periode, med denne særlige baggrund, så er der mange muligheder, og alle ser mulighederne, men ikke faresignalerne, jeg mener at faren og de potentielle problemer er meget store, og ikke kun for Kina men for hele verden, og hører ligesom med i den globale samfundsstruktur.”
Kunsten er hvadsomhelst, hvorsomhelst, hvornårsomhelst (kunne en overmodig Nørgaard hævde i 60érne) men det betyder ikke at hvadsomhelst, hvorsomhelst, hvornårsomhelst er er kunst, men at der ikke findes en deterministisk sandhed der endegyldigt og fuldstændigt afgør hvad der er kunst og hvad der ikke er kunst. At ethvert menneske er en kunstner, betyder ikke at alt der produceres, er kunst, men at alle har et skabende potentiale, begrebet “den sociale skulptur” gør ikke finansloven til et kunstværk, men at finansloven bør udsættes for kunstnerisk kritik, Duchamps pissoir kumme, Ready-made, er omklamret og elsket af tidens historieløse, visionsløse usanselige universiteter og markedsorienterede kunstverden, og dette begreb misbruges groft til at manipulere og unddrage sig enhver kritik, det har medført ikke nye kunstneriske erkendelser, men en strøm af studentikose påhitsomheder og nogle oppustede megastjerner, både indenfor kunsten og arkitekturen, form er blevet til maner og radikalitet til opportunisme, dette er tidens vilkår ingen kan unddrage sig, men gennem sine kunstneriske handlinger arbejde sig fri af.
“Min påvirkning fra Duchamp og Warhol handler mest om den måde jeg forholder mig til kunst og kultur på.Det er metre et kulturelt fænomen end bare æstetiske overvejelser.Det handler ikke om former, men snarere om social adfærd, om kultur som menneskelig adfærd.”
“Jeg elsker kunst, og der er ikke noget der kan erstatte kunst.”
Citaterne i denne tekst er hentet fra et interview med Ai Wei Wei, som ligeledes kan ses på Louisianas hjemmeside, her taler han bl.a. meget om betydningen af de nye medier og siger, at med de 140 tegn (kinesiske) det er tilladt at bruge på twitter i Kina, kan man skrive en hel roman. Interviewet er meget seværdigt.
Jeg har nu rejst og arbejdet og undervist i Kina i 10 år, det er et samfund i voldsom forandring, de kunstnere, intellektuelle og andre jeg har mødt i mange sammenhænge diskuterer Kinas udvikling åbent og frit, problemet er, hvis man offentligt manifesterer sig, så reagerer myndighederne, ofte vilkårligt og for os på en helt uacceptabel måde, med straf og fængsel. Nogle kunstnere mener fremtiden er på vej, at Kina må have den nødvendige tid, andre som Ai Wei Wei taler frit ud for at fremme større åbenhed og frihed her og nu, begge dele er sikkert nødvendigt, vi i vesten skal selvfølgelig med klar stemme kritisere overgreb, men det må være i en dialog, og med respekt ikke nødvendigvis for myndighederne, men for Kina og dets lange historie, og den Ying Yang holdning der gennemsyrer Kina og Ai Wei Weis tale og kunst.
Især i tider hvor vi i Europa skærer i budgetter for kunst og kultur i bund og hælder milliarder i finansmarkederne, hver gang jeg underviser på Det Centrale Akademi i Bejing, er de igang med en ny udvidelse, vi lukker Billedhuggerskolen Frederiksholms Kanal, nedlægger et professorat og fyrer en femtedel af lærerstaben og lukker det ene laboratorium efter det andet på Kunstakademiet, oveni flyttes Arkitekterne administrativt fra de frie kunster til universitetets deterministiske logik.
Kina er på vej, om de finder den rette må tiden vise, vi er i hvert tilfælde på den forkerte.
“Vi har alle fået livets gave og skal kæmpe of retten til det.”
Ai Wei Weis citater er i kursiv med citations tegn.
Bjørn Nørgaard
