Om en ny nadver i en ny kultur
Af Leo Tandrup
”Jeg ville ikke kunne holde ud selv at skulle gå til nadver”, ryger det ud af Bjørn Nørgaard, der lige har lavet én til Christianskirken i Fredericia. Udtalelsen tyder på, at vi lever i en tid med et meget problematisk forhold til kristendommen. På Giottos og endnu Leonardos tid i renæssancen kendte man ikke bare én nadver, den sidste, da holdt man nadver ved middagen hver dag med samtaler om vigtige ting. I dag skal middagen bare overstås, hvis man overhovedet spiser sammen og ikke alene op ad bilens køler hugger en Mc Donald burger i sig. Vor tids mangel på værdier, der ansporer til nærhed, er udmundet i en omsiggribende nihilisme. Tag værdien frihed. Hvem kan i dag sige, at man er så fri, at man bare sådan lige kan sige ja til et tilgivelsens måltid? ”Laver vi ikke et gøglebillede af vort selvværd, hvis vi gør det”, spørger jeg: ”Tilgivelse for hvad?
Hvem bærer skyld? Hvem har syndet?” ”Frihed er i dag ikke mere frihed til noget, men frihed fra noget”, svarer Nørgaard. Ikke en frihed til at gøre noget for næsten, men en individualistisk frihed til selvrealisering, kun frihed til én ting, til fravær.
Fraværet er da også blevet dyrket flittigt i moderne kunst. Hvis der, som nu trods alt igen, begynder at optræde personer, der altid har været det mest indlysende at identificere sig med, står de alene. Er der to, kikker de hver sin vej. I en sådan tid, der minder om den mørke middelalder, bliver figurerne skildret primitive og omgives af symboler, som også på Nørgaards store glasmaleriudsmykning over altertavlen, men her er der alligevel kommet kontakt mellem mennesker og noget på spil (anmeldt i KA april 2008). Symbolerne har i kunsten altid været den billige løsning. Korset som symbol kræver ganske vist handling, man skal kunne ofre sit liv for fællesskabets skyld, men i den abstrakte form kan man meget lettere unddrage sig kravet og blive i tilskuerrollen, end hvis offeret vises i form af et levende menneske, der virkelig kæmper og til sidst lider på korset.
Hvad så stille op i vor udvandede værdisituation som moderne kunstner, ud over selv at holde sig fra vinen og brødet? Mange har valgt de kristne fordringer fra for så i egen indbildning meget mere frie at kunne dyrke ”mangfoldigheden” og ”innovationen”, nærmest som nye ´værdier´. Der er og kommer imidlertid ingen nye værdier. De er skabt af traditionen og skal ´bare´ omdannes. Nørgaard har hele tiden vidst, at de kristne fordringer var væsentlige. Men hvordan skildre deres miserable tilstand? I Nørgaards korudsmykning af Knebel kirke fra 2001-04 bliver disciplene til éns og noget abstrakt tænkende hængehoveder, menigheden ubevægelige svøbelsesbørn og Kristus selv meget mere stiv end på Jellingestenen. Nørgaard gør ham meget realistisk til et moderne menneske, der skævt hænger på korset, for hvad er hans forhold til det, og han ligner én, der som Peer Gynt mere på vej til en omsmeltning end til en opstandelse.
Men her i Fredericia er noget livsvigtigt kommet på spil, uden tvivl under indtryk af den nye kulturdebat, som Nørgård finder overfladisk og abstrakt uforpligtende. Han har altid haft stor respekt for traditionen. I Knebel så han tilbage på en tid i Norden, næsten lige så nihilistisk som i dag, så man kunne omvende sig fra én overfladetro, Odin-troen, til en anden, Krist-troen, på et bæger mjøds tid, som i dag lige så let og smertefrit fra ikke troende til kristen eller muslim: ”det er helt fantastisk at gå til alter; når man gør det, kan man ligefrem mærke Gud inde i sig selv”. Der er ikke grænser for, hvordan han rumsterer dér i vor tid.
I Fredericia har Nørgaard mere renæssancen og Leonardos Nadver for øje. Her står mennesket på et højdepunkt, hvorfor det i kunsten viser sindelaget i selve figursproget. Hvad Nørgaard her laver, er uhyre dristigt. Han skaber en ideal-klassik, hvad han også selv ser som et dækkende begreb. Det gør billedet, ja gør bare nar, til en velsignelse at se på. Det velsignende er nærværet. Disciplene sidder to og to sammen, de tre af parrene i en intens samtale. De har lige har hørt Jesus sige, at han er nødt til at ofre sig. De er både ”bedrøvede og forundrede” (Børge Munk Povlsen) og, som Nørgaard siger, ”dybt optaget af hans og fællesskabets skæbne. De sidder i eftertænksom selvforglemmelse”. Uden den skrumper eftertanken da også ind til en beregnende kalkule. Det er kun tilfældet hos Judas til højre. ”Han er flinkedrengen”, ler Nørgaard, ”der isolerer sig fra de andre og rækker hånden højt i vejret for at få opmærksomhed. Det gælder om at komme til tops i samfundet med alle midler”.
Judas er skabt som en typisk repræsentant for vor tid og forråder alle undervejs, uden selv at ane det. Lige ved siden af sidder tvivleren Thomas, der tydeligt nok har opgivet at få kontakt med Judas. Han er den moderne dualist, der nok gerne vil tro, men også godt vil se beviser. Han sidder i dybe tanker og tænker måske som Nørgaard: er jeg ikke nødt til at lave to virkeligheder, se myten som den ene, vor moderne virkelighed som den anden. Han kunne godt ligne kunstneren, der under skabelsesprocessen spørger sig selv: Hvad er det i grunden, jeg er ved at lave her til venstre for mig selv? Hvor mange selvforglemmende mennesker kender jeg. ”Er der ti eller bare fire i København”, spørger jeg. ”Nej det tror jeg ikke”, svarer Nørgaard, ”men folk vil gerne have mere nærvær og indhold i deres liv. Vi kan dog selvsagt ikke gå rundt og bare være selvforglemmende”, tilføjer han. ”Heller ikke menneskesønnen Jesus”, spørger jeg. ”Jeg forestiller mig”, svarer Nørgaard, at han ikke hele tiden har villet ofre sig, men først her til sidst selvforglemmende har taget offerdøden på sig”. Du mener, at med en sådan tankegang som langtidsprogram … ” - ”ja, så bliver man let selvretfærdig, som jeg selv har oplevet det med en nær voksen som barn”, tilføjer Nørgaard, ”og ville det måske ikke også være sket for Jesus?”
”Så bliver han med andre ord et forbillede, det bliver muligt at nærme sig, og som selv hans nutidige disciple ville kunne prøve at leve op til i kraft af, at samtalen mellem dem sker mellem et jeg, der ser et du ved siden af sig som lige så vigtig som ham selv, så svært det også er. Er det så ikke den fordring, vi må stille hinanden og dermed det, der får dig til at skildre disciplene med lidt stive, men alligevel intakte kroppe nær det naturalistiske?” Som ”ideal-klassik”, som du kaldte det, svarer Nørgaard, ”glæden ved selvforglemmelsen kan selv livet som en barsk omgang ikke tage fra én”. ”Så du ved godt, når du laver noget lort som kunstner, og når det bliver godt”, spørger jeg. ”Ja”, svarer Nørgaard, , godt bliver det, når jeg undervejs som her oplever, at det bliver til af et rent hjerte”. Det kommer lidt undseeligt fra en mand, der altid er på vagt over for patos. ”Når de mennesker kunne blive levende under din modellering”, spørger jeg, ”ja” afbryder Nørgaard, ”så skyldes det, at jeg tror på det gode i mennesket, som jeg ofte oplevede det under min barndom i et fattigt miljø, hvor materialismen af gode grunde ikke dominerede alt”.
Han mener derfor også, at dette gode vil sætte sig igennem, så menneskeslægten har en fremtid, og at klimaforværringer og uhæmmet økonomisk liberalisme ikke får lov at skabe en dommedag. Forgyldningen på Nørgaards nadver kan således ses som et symbol, ikke som glorierne om Jesus og de seks kvindelige og seks mandlige disciple teologisk på det evige liv efter døden, men på det evige her liv på jorden, der kan blive et håb, hvis vi opgiver at rende rundt som levende døde og kommer i nærheden af at elske vore fjender, som i virkeligheden repræsenterer det fortrængte i os.
Nørgaards idealklassik og guds- og menneskesyn ligger i grunden nær op ad grækernes fra arkaisk tid til høj-klassikken. Da evnede de at tage kampen op mod al politisk undertrykkelse og livets rædsler ved fra Homers tid at udviklede en ideal-kunst, befolket af en olympisk på én gang glad og alvorlig, underfundig og højst menneskelig gudeverden, som de kunne højnes af at se deres barske tilværelse i lyset af. Det betød, at livets bistre realiteter ikke forekom dem modernistisk meningsløse og absurde, sådan som en selvtilstrækkelig og overfladisk tid altid vil være tilbøjelig til at mene, men tragiske. For så havde guderne trods alt gjort, hvad de kunne, skønt det endte med døden, men de var ikke almægtige og også indbyrdes uenige. Og modarbejdede de én, fik man tilmed som Prometeus kraft til at tage kampen op mod dem og bære også den lidelse, som det afstedkom. Tragedien kan forløse os, men ikke selvmedlidenhedens dyrkelse af meningsløshed og absurditet. Hvad Nørgaard har skabt, er i virkeligheden en tragedie, som vi behøver at tilbageerobre for at få hjertet til at banke igen.
