Hvis vi holder fast i den historiske antagelse, at Europas historie, som et særligt geografisk kulturområde, starter med romerrigets fald og middelalderens begyndelse år 300, og derefter fastsætter 1800 tallet, som den liberale, demokratiske nationalstats fødsel, har vi da mere end 1500 års Europæisk historie uden de nationalstater, vi i dag mener er Europas særkende, derefter har vi da knap 300 års historie med den moderne nationalstat.
Hvad var Europa uden kirken i middelalderen, den italienske renæssance, den tyske romantik, den engelske rationalisme.
Det betyder, at først kirke og munke/nonne klostre udbredte latin som vores fælles sprog ( som de kinesiske tegn og mandarin), der bandt erkendelse og lærdom sammen, klostrene udbredte medicin, hospitaler, omsorg, håndværket, skrivekunsten, vin, nye erkendelser over hele det Europæiske område, i disse 1500 år fik vi Renæssance, Reformation, Opdagelsesrejser, Utopier, Videnskaberne, Den fri kunst, Oplysningstiden, Revolutioner osv.
Vi står på dette fundament.
Alligevel ser vi i dag kun Europas perspektiv igennem nationalstatens filter.
Hvis vi glemmer oprindelsen til fremtiden, hvis vi fortrænger, hvor de begreber og værdier vi bygger på kommer fra, så mister vi evnen til at videreudvikle dem på oplyst grundlag ind i fremtiden, vi bliver som vi er lige nu overladt til populisme og kortsigtet markedstænkning.
Men som det er falsk at fornægte 1500 års historie uden nationalstater, lige så falsk er det at fornægte de sidste 300 års historie med nationalstater, den universelle romantik blev til national romantik, oplysningstidens universalisme blev til Grundtvigs højskoler, de værdier og den identitet kan og skal vi ikke nedvurdere, men videreudvikle.
Skal den Europæiske drøm, med stål og kul unionen, E.F. og E.U., som har givet os fred og velstand i 70 år, udvikles til E.C.N.( European Community of National States ), altså et fællesskab der ikke er en modsætning, der udelukker nationalstater, men at vi får skabt den forståelse, at i en global virkelighed er E.U. og nationalstater modsætninger, der betinger hinandens eksistens, da kan vi komme videre.
At få erkendt, at det modernes ambivalente forhold til historien og det nationale må revurderes, så historien kan befries for dens populistiske omklamren, er en forudsætning for den vigtige diskussion, Europa i en global realitet, muligheder og modsætninger.
Det demokrati vi i dag kender er skabt sammen med nationalstater, demokratiet må udvikles så det kan rumme globaliseringer. Dereguleringer var at opgive demokratiet.
Globalisering og frihandel har utvivlsomt bragt velstand og fremgang på makroplanet, men advarslerne om de indbyggede skævheder i vækstdogmet er for længe blevet overhørt, balancen mellem kapitaløkonomiens ophobninger og realøkonomiens virkelighed, har ekskluderet store befolkningsgrupper, her har EU kommisionenfejlet grumt.
Da dette er yderst komplekse problemstillinger, som kræver komplekse svar, svømmer populisterne som fisk i vandet med forsimplede postulater, Brexit, Trump, Marie le Pen osv. Men dette er gjort muligt af centrum venstres ignorance.
E.U’s mange niveauer og nationale E.U. positive kræfter må og skal definere /udvikle ikke forsimplede, men forståelige argumenter og forklaringer på, hvorledes E.U. ikke er problemet, men løsningen på hvorledes denne globale realitet og den nationale identitet kan udvikles i et positivt samspil.
Men når kommissionen og visse parlamentarikere patetisk prøver at postulere en overordnet europæisk identitet,beslutning for den nationale, så lad os klart erkende, at E.U. aldrig kan eller skal udvikle en særlig europæisk personlig identitet, dertil er Europa heldigvis for mangfoldig.
Og denne mangfoldighed er og bliver vores styrke, men i stedet skal vi diskutere den kendsgerning, at vi er borgere lokalt, nationalt, europæisk og globalt på samme tid.og alle 4 indgår individuelt fra person til person i vores identitet.
For at få borgere med må ministerråd, kommission og parlament gøre sig mere umage, sætte tempoet ned, erkende fejltagelser, og justere retningen, og lokale politikere der vil det Europæiske fællesskab, må hver dag, sag for sag hvor lokalt det end måtte være, samtidigt sætte det i et europæisk perspektiv.
Selvfølgelig betyder U.S.A. meget for Europa og verdens udvikling, men vores medier og journalister burde beskæftige sig mere med Rumænien, Bulgarien, Tjekkiet, Grækenland, de baltiske stater, Norden osv., det er vores fællesskab, vi er faktisk partnere med rumænerne, bundet ind i forpligtende aftaler, vi selv har indgået, det fremgår sjældent i Christiansborgs dagligdag.
Lad amerikanerne tage sig af Trump, de har taget sig af det, der var værre, de er meget gode til det derovre på den anden side af dammen, og lad os tage os af de europæiske problemer, de trænger til det.
Tekst: Bjørn Nørgaard, Billedhugger, Prof., dansker, europæer, verdensborger.
