Fristil i skolen, Marielyst Hillerødgade, det fysiske rum og pedellen
Da vores minister for børn og undervisning spurgte om jeg ville stille op til dette års Sorø-møde, måtte jeg uanset mine manglende evner og muligheder for direkte, at gå ind i den nye folkeskolelovs principper og målsætninger, sige ja, vores børns og unges skoling, uddannelse, opdragelse, prægning .... må  være det vigtigste for ethvert samfund.

De bærer fremtiden i sig og de billeder, holdninger, etiske som æstetiske, viden og erfaringsgrundlag vi giver dem med, er afgørende for hvordan deres og dermed vores samfund kan udvikles ind i den komplekse, ny globaliserede verden, med alle dens både skræmmende, men også udfordrende og spændende problemer og muligheder.

Der er jo her rigeligt med kyndige personer, der fagligt kan håndtere den konkrete diskussion, hvilket også fremgår af det tilsendte papir med kommentarer på et af de asociale medier, her er så fald af konstruktioner, positive, seriøse, optimistiske, indsigtsfulde, udviklingsskabende, resultatorienterede ... svar at man næsten tænker tilbage på referat fra en partikongres i et af de lykkeligvis hedengangne østlande, men det er jo kun godt at besætningen kender deres plads, når kursen er sat, men af og til kan vores hang til konsensus sløre vores blik for, at i moderniteten hvor den absolutte autoritet er afskaffet, er kritik vores samfunds salt, men idag vil ingen kritiseres alle vil bekræftes.

Sarkasmen ufortalt, jeg er sikker på mødet her bidrager kvalificeret til den vigtige implementering af loven.

De bemærkninger jeg kan bidrage med, kommer fra billedhuggerværkstedet, i arbejdet med materialet, formen, ideen til skulpturen, installationen, aktionen eller hvilken rumlig proces vi er igang med, udvikles forestillinger af enhver art, om dette og hint af mere eller mindre lødig karakter, men de mange timer med konkret manuelt arbejde, er faktisk en sublim katalysator for udvikling af tanker og ideer, denne symbiose af det fysiske konkrete og det intellektuelle abstrakte, kan kun anbefales ubetinget, og det bliver forhåbentlig en vigtig del af fremtidens skole.

I værkstedet flyver indfald og udfald hid og did, oftest uden mål og med, men af og til krystalliseres tanken i materialet, det æstetiske og etiske smelter sammen i en kunstnerisk form. 

Begreber og værdier som det daglige sprog, og den politiske retorik, har fastlåst i vores hoveder, kan frisættes i det kunstneriske billedes særegne struktur, hvor den enkelte med sine sanser, kan bruge kunsten til at befri sine egne skabende ideer, idet kunstværket skabes i betragterens eget hoved.

Det moderne kunstbegreb afviser enhver form for repræsentative funktioner, da den ikke accepterer nogen form for absolut given autoritet, det fører til de kendte konflikter mellem kunst og borgere om kunst i det offentlige rum, men det betyder at enhver kan tolke sig ind i kunstværket og vælge at lade sig repræsentere, da vi alle er deltagere i udviklingen af vores begreber.

Jeg bliver ofte spurgt af yngre kollegaer let ironisk, om jeg stadig tror kunsten kan forandre verden, som dengang i de hedengangne 60 ere, for et lille halvt århundrede siden, da vi sang “ times they are a changing” svaret er kunsten kan af og til ændre et menneske og det er mennesker der forandre verden. Hvis indfald og udfald uden mål og med skal være en disciplin i vores folkeskole, hvad det bør, kræver det, at vi får drejet tidens vulgære frihedopfattelse, som for ofte er friheden FOR noget i stedet for frihed TIL noget, og at friheden ikke er absolut, men betinget af sine forudsætninger og visioner.

Billedhuggerværkstedets indfald og udfald får sin substans fordi de, forhåbentlig, bygger på viden, indsigt, erfaring, kunnen, videnskab og vilje til at forme verden i erkendelse af sine begrænsninger.

I 60 erne udvikledes i forskellige former begrebet “ den sociale skulptur “ mest markant udtrykt af den tyske kunstner Joseph Beuys “ Ethvert menneske er en kunstner”

Det er stadig tilfældet, også i denne nye globalisrede verdensorden, at det samfund der holder på sigt, er det samfund, der bedst frisætter det enkeltes menneskes skabende evner.

En lille historie i mit arbejde med at finde et sted er kunne støbe glaselementet til Regentparrets gravmæle, var jeg i Corning i staten New York.......lysleder

Leg og læring, fantasi og kunnen, drøm og virkelighed, frihed og disciplin osv. bør ikke være modsætninger i folkeskolen, men komplementære begreber der beriger hinanden.

På trods af alle de moderne teknologier har vi stadig en krop med arme og ben, hjernen er ikke et isoleret organ, jer er ikke maskinstormer og er absolut fascineret af ny teknologi, ( farfar ) men tidens ubetingede overgivelse, for ikke at sige hengivelse, til de digitale teknikker forekommer næsten religiøs, computeren er blevet den nye frelser, der skal opereres ind i de nyfødte børns hjerner, historien om de nye mødre og facebook ihukommet. 

Lad mig i al stilfærdighed minde om at en computer er dum som en dør, den kan kun kende forskel på 0 og 1 i en helvedes fart, og kan det, programmøren har fortalt den den skal.

Hvis den person, der sidder med computeren, er idiot, er det overvejende sandsynligt, at det der kommer ud af computeren, er det rene nonsens, hvis den person, der sidder med computeren er indsigtsfuld, vidende og begavet, er det ligeså sandsynligt, at resultatet kan være produktivt, skabende og værdifuldt.

Det er kvaliteten af mennesket der er afgørende, ikke  teknologien, derfor kan  skolens opgave aldrig være at skulle være salgsorgan for alskens hardware og software, industriens hurtigsnakkere prakker os på, med påstanden om vi ellers sakker uhjælpeligt bagud, men det er skolens ansvar, at både børnene og de unge lærer og opdrages til at bruge deres eget sanseapparat og fantasi til at opdage og kende sig selv og med deres sanser verden, og gøre dem bevidste om, at mennesket selv er den mest vidunderlige og smukke computer der nogensinde er skabt.

Det er tydeligvis blevet  et problem, at så mange partout skal have en studentereksamen, så ubrugelig den end måtte blive, og det er ligeså klart et problem, men langt fra en overraskelse efter årtiers nedvurdering af håndens arbejde, at så få søger en faglig uddannelse, det er vi nogen der i rigtigt mange år har været bekymret for, så sent som i 1997 sad jeg i et udvalg i kulturministeriet hvor alt dette blev beskrevet, men intet skete.

Den bliver svær at vende af mange grunde, et meget konkret eksempel, min bogholder arbejder for en række mindre virksomheder som min, og hendes mand er malermester, når hun taler med deres lærlinge, har de et stort problem, for unge mænd er unge kvinder en meget vital del af livet, hormonerne dunker, og har man fundet en sød pige på det lokale diskotek og hun spørger hvad laver du, så er det ikke noget score-trick at være malerlærling, det er et kæmpeproblem.

Problemet kan ikke bare løses ved at man hyrer et af de utallige konsulentfirmaer staten spilder millioner af kroner på til ingen verdens nytte, problemet er at en del af selve det modernistiske projekt.

(Iværksættere hvad iværksætter de ?)

Det ligger i modernismens kulturdarwinisme, at mennesket stiger fra overtro og uvidenhed til stadig større højder af rationalitet og fornuft. At med tiden vil videnskaben have beskrevet alle fænomener i naturen , afskaffet alle sygdomme og givet os det evige liv i dette liv, og teknologien afskaffet al manuelt arbejde, så mennesket i frihed kunne tænke kreative tanker, efter mere end hundrede år med modernismen, må vi nok erkende at det ikke helt er gået sådan.

60erne handlede om dette, men det gik i sig selv i 70 erne, hvor generalisterne blev heltene, vi burde have indset det ved murens fald i 1989, men i vores hybris over at markedsøkonomien havde vundet, glemte vi at det var hele det modernistiske projekt der skulle gentænkes.

I stedet har vi markedsgjort samfundet, verden og livet, men kommunismen og liberalismen er begge gennem materalistiske tankesæt, de tilstræber begge at kvantificere alt,  kun det der kan måle og veje tæller, i kommunismen var det politburoet, der ensrettede alt, så det passede til systemets ideologi. I liberalismen er det markedet der ensretter alt så det passer til industriens produktions og salgs apparat. det handler om at sælge så meget som muligt og tjene så meget som muligt, så hurtigt som muligt.

I 1980erne-90 erne solgte politikerne demokratiet til det deregulerede globale finansmarked og new public manegement gjorde samfundet til en virksomhed og borgere til forbrugere.

Men samfundet er ikke en virksomhed, samfundet er en organisme, en virksomhed kan målrette og specialisere sig for at producere et produkt så effektivt og billigt som muligt, men mennesker er ikke produkter, en virksomhed kan skære urentable aktiviteter bort, men et legeme er en helhed, man skærer ikke udenvidere næsen, øret, en finger eller tå af, hvor og hvornår i et samfunds vidunderlige kompleksitet nye ideer og bevægelser opstår, er besværligt at kalkulere, om muligt, men vi tror vel stadig at det åbne, liberale demokrati er det mindst ringe, eller har markedets ensrettede materialisme kvalt det.

Derudaf er kommet et perverteret frihedsbegreb, der kaldes kommerciel ytringsfrihed og frihed er retten til at misbruge vores fælles ressourcer til at producere en masse bras verden havde været bedre foruden, for mig er frihed retten til at tro, tænke og tale frit hverken mere eller mindre.

Beklageligvis er dette blevet en alment accepteret sandhed om verdens tilstand, hvoraf følger den nødvendighedens krisepolitik, som er blevet indiskutabel.

I stedet burde vi, hvad vi stadig kan, have gentænkt hele det modernistiske projekt.

Jeg forestiller mig en organisk modernisme, hvor traditionelle værdier og moderne rationalitet ikke opfattes som modsætninger, men som komplementære størrelser der betinger og udvider hinandens muligheder, jeg forestiller mig at vi udvikler en fredsøkonomi, da den herskende krigsøkonomi, hvor man slår konkurrenten ihjel med fører et ufatteligt spild af recourser og mennesker.

Jeg håber at den nye folkeskole reform gentænker dette, at man udvikler en organisk modernisme, hvor den rationelle eksakte viden sidestilles med den intuitive erfaringsbaserede viden, at man understreger at det ikke er friheden til at udnytte ressourcer og mennesker der er en ret, men det er retten til at tro tænke og tale frit der er umistelig.

At  den nye skole udvikler et verdens billede hvor vi erkender vesten ikke er længere er det eneste centrum på kloden, men en ligeværdig del af verden blandt asiater, afrikanere, sydamerikanere osv. 

At vi har nogle værdier, der er et værdifuldt bidrag til verden, men også at det tog os 400 år at udvikle dem til et frit, sekulært, liberalt demokrati, at vi fremover, lidt mere ydmygt må respektere det udgangspunkt andre kulturer kommer med, 400 år gøres ikke på 5 år, hverken i Afghanistan eller andre steder, og vi skal overbevise med eksemplets magt.

Vi skal også erkende at teknologi og den digitale, virtuelle utopi med dens utallige informationer er et værktøj, der ikke i sig selv har svar på nogen verdens ting, men at vi må forsøge i fællesskab på tværs af kulturelle og religiøse livsformer at udvikle en global oplysningstid, der kan forme et fælles skelet, vi kan hænge forskellighederne på.

Charlottenborg.

Ikast.

Jorden er flad.