Da jeg for snart længe siden blev spurgt om at holde en tale for denne ærede forsamling i denne prisværdige anledning, lød det meget lovende, nu har mit værksted siden da i Chemnitz, Horsens, og i dette museum  gennemført 3 udstillinger, arbejder med 5-6 projekter været på flere rejser til Berlin og Beijing/Kina og verden flytter sig dramatisk, eventkulturen er blevet en del af kunsten på godt og ondt, eventarkitektur, eventkunst, så lige nu har jeg flere og flere spørgsmål og færre og færre svar, så i må tilgive mig min lidt søgende tale, og følgende indledning er denne oplyste forsamling bekendt, men nødvendig for at komme i mål, så tidernes ugunst og situationens alvor taget i betragtning, bliver dette beklageligvis ikke en munter tale.

Det globale raritetskabinet eller eventkunstens gøgeunge.

De fleste af os i min genereration har stadig det encyklopædiske skelet på rygmarven.

Forhistorien, de store klassiske kulturer ægypten, babylon osv, Antikken, middelalderen, renæssancen, enevælden, oplysningstiden, romantikken, nationalisme, modernisme .... osv.

Vi ved romerne samlede ting, der var smukke altså for figurens egen skyld, fyrster og konger og rige købmænd skabte samlinger fra renæssancen og fremefter, der opstod såkaldte raritetskabinetter, Wormanium er bekendt herhjemme.

Det første eksempel på en egentlig organiseret samling skulle have været Musee Napoleon i Paris, alt han fra sine felttog havde slæbt med hjem af kunstskatte bl.a. fra Ægypten krævede registrering, organisering med militær præcision.

Linnè – den store franske encyklopædi – senere Darwin  og Den historiske materialisme – denne organisering og systematisering af verdensbilledet var i oplysnings tidens ånd, den var ikke kun national, men opfattedes som universel gyldig.

Drømmen om, at der kunne skabes en alment gyldig sekulær universel forståelse af verden og kunsten, var en af utopierne  bag de museer, der opstod i 1800 tallet rundt omkring i Europa.

Det var Gud der legitimerede en enevældig konges ret til riger og lande, dem huggede revolutionen som bekendt hovedet af.

Det er historien der legitimerer folkets demokratiske ret til nationalstaten.

Museet i første række Nationalmuseet rummer derfor ”beviserne” for netop danskernes ret til Danmark, de tyske museer tyskerens ret til Tyskland  osv. Ud af dette kom de nationale demokratier som straks startede d.v.s. krige.

Denne både encyklopædiske og nationalromantiske legitimering af vores kunst- og kulturhistoriske museer holder nogenlunde vand op til 60érne selvom der gennem hele modernismen især mellem kunsten og museet  som institution udvikledes en stadig større kløft.

Der er mange eksempler på konflikter, selv oplevede vi det direkte med Tabernakel udstillingen i 1970 på Louisiana, da vi blev udvist af Norge året efter, og da Joseph Beuys som professor blev sat ud af Akademiet i Düsseldorf, og en række andre begivenheder.

Der er en sammenhængende bevægelse fra Bauhaus og de russiske konstruktivister til 60ernes opbrud, kunsten ville være en del af vores offentlige rum, den sociale skulptur opstod, altså kunsten skulle fra museet ud på gaden og ind i livet.

Da museet bliver ”opfundet” samler man og registrerer allerede skabte og fundne ting, men i løbet af 1900 tallet bliver museet selv et medie, man ”skaber” ting til museet.

Kunstmuseet bliver en strategisk medspiller i kunstlivet og den udvikling er siden 60erne eskaleret i et omfang så hvor den nye kunst, da jeg var ung, blev smidt ud af institutionerne, er der i dag et meget kompliceret sammenspil mellem kunstlivets aktører, man kunne sige at museet har profaneret sig, om det er godt eller dårligt kan diskuteres, men det er et vilkår, det vigtige er at man erkender realiteterne.

Også de kulturhistoriske museer har gennemlevet en tilsvarende udvikling, nu er det ikke kun hvad man finder, men i højere grad hvad man vælger, og i aller højeste grad den kontekst tingene anbringes i, også de kulturhistoriske museer er strategiske medspillere.

Som formand for Det særlige Bygningssyn i knap 6 år oplevede jeg dette meget konkret i vores stillingtagen til hvad skal fredes, hvad skal ikke fredes og hvorfor? Hvor kan vi gribe ind i en fredning, så den kan få en nutidig funktion, og hvor er fredningens umistelige kvaliteter, hvad kan ændres, hvad skal bevares? I min periode fredede vi så lidt som muligt, men så godt som muligt, og affredede huset, når det var nødvendigt, sentimentalitet kan ikke bære en fredning, vi freder ikke for fortiden, men for fremtiden.

I 50erne og start 60erne var der Statens Museum for kunst og Nationalmuseet som de egentlige rigtige statslige museer, så nogle specialmuseer Hirschsprung- Glyptoteket- Nivågård- Ordrupgård osv. Frilandsmuseet og og andre få lignenede museer , men med Louisiana som det mest markante er siden da sket en revolution i museumsverdenen, Malrauxs kulturhuside fra Frankrig bredtes til de større danske provinsbyer i form af vores lokale kunstmuseer.

Jeg husker stadig de små kunst- og kulturhistoriske museer når man cyklede rundt i Danmark. Bl.a. museet ved åen i Århus, Grauballemanden til venstre, Asger Jorn m.m. til højre... i dag har vi Aros og Moesgård.

I dette hus vi er i i dag, var der oprindeligt en klar sammenhæng mellem arkitektur og indhold, til venstre gik man ind i gibssamlingens tidligste antikke skulpturer, og inden man havnede i nyere nordisk kunst og Estéve, som en næsten eksotisk brud, havde man vandret gennem skulpturens historie fra antikken til den sene renæssance, så gik man op ad dobbelt trappen til maleri samlingen, hvor man år efter år kunne fordybe sig i de samme billeder på samme sted, gentagelsen rummede stadig nye nuancer, man kunne måle sin egen tid i denne konstant, der var i stadig forandring.

Tænk på et posthus da etaten stadig var den autoritet man betroede sine breve og pakker, og så i dag hvor det ligner en bombet kiosk i provinsen, fuld af billigt skidt, markedets grimmeste fjæs.

Det er på museet ikke gået så galt endnu, men: ”..it´s getting darker..”

Men hvad gør museet når historien er erklæret død.

Hvad gør kunsten når markedet er blevet den endelige målestok.

Er den encyklopædiske humanistiske oplysnings tanke  endeligt splintret i stumper og stykker i en ny globaliseret virkelighed, hvor vores demokratiske humanisme blot er en af flere muligheder – vælger markedet demokratiet, når de kan tjene flere penge i Kina.

Når  der ikke er en almen encyklopædisk dannelse, en global fælles bevidsthed , er vi så tilbage i raritetskabinettet, ganske vist globalt.

Og er det ikke længere genstanden, registreringen , forskningen og den engagerede formidlers personlige integritet, der sætter en dagsorden, men derimod milliarder af digitale informationer, der ad uransagelige veje kommer ud gennem Facebook, twitter, google, wikidepia, eller hvad det nu hedder, uden struktur, uden systematik, uden særlige kvaliteter, men primært kvantitet.

Er dette et frugtbart kaos en ny ursuppe for menneskelig erkendelse og identitet, eller imploderer alle disse informationer i et sort hul, og er den digitale teknologi det største hukommelsestab i menneskehedens korte historie?

Er det endeligt lykkedes materialismen at gøre op med en omhyggelig analog registrering og indsamling af genstande, der har skabt en fælles menneskelig identitet og historie?

Eller kan museet, forstået som stedet for en fælles menneskelig erkendelse, stadig være der tingene og begivenhederne sættes ind i menneskehedens lange hukommelse.

Den schweziske kunstner Remy Zauggs bog: ” Det kunstmuseum jeg drømmer om eller kunstværkets og menneskets sted” insisterer på dette.

Altså vil museet kunne insistere på at rumme de analoge genstande, das ding an sich , så det enkelte menneske også i en fjern fremtid selv kan se, røre ved genstanden kunstværket og med sine sanser iagttage og erkende historien.

Vi har lertavler med kileskrift flere tusinde år gamle, om hundrede år eksisterer ingen af de digitale informationer der fylder vores liv i dag.

Sofokles lader en person i et skuespil udtale: .... af alle menneskets opfindelser er penge dog den værste.

Penge er en fremragende katalysator for at sætte processer i gang, penge er et glimrende transportmiddel , for genstande og ideer, men penge er ligeglad med indholdet, penge lugter som bekendt ikke.

Det er derfor afgørende at de genstande de informationer der indgår i museet nulstilles, de trækkes for altid ud af omsætningen, af markedet.

Her i museet hersker den kunstneriske, den kulturhistoriske den videnskabelige målestok uindskrænket, også kaldet for fri forskning.

Der går 10 millioner på museum om året i Danmark ingen kan have noget imod der kommer 30 % flere så det bliver 13 millioner.

Men kvantitet er ikke en kvalitet, og forudsætningen er, at museet er en integreret del af hele uddannelses forløbet i skoler og gymnasier.

Museet er i dag et blandt mange andre medier også i kunstens verden, der hersker en markedstænkning hvor museet er i benhård konkurrence om offentlige og private midler.

Den glade giver, private fonde og sponsorer har altid spillet en stor rolle i museet virke på mange planer, og gør det lykkeligvis stadig.

Men aldrig har samfundet nedprioriteret sit værdigrundlag så fatalt som nu, vi bruger alt for stor en del af vores resurser på os selv og på reproduktion, og alt for lidt på at forstå hvem vi er , hvorfra vores værdier kom, for derigennem at kunne forny og udvikle det værdigrundlag vores humanistiske liberale demokratiske kultur hviler på.

Museet er stedet hvor nutiden gennem fortiden kan udvikle fremtiden, det er der vores kulturs sjæl bor, Sokrates taler i afsnittet Phaidon om den enkeltes sjæl og siger, det at lære er det samme som at blive mindet om noget, og netop på museet bliver den enkelte mindet om vores historie og lærer, hvem vi er som mennesker og som samfund, frit citeret fra J.L. om gibssamlingen: Måske ved vi ikke præcist hvilke guder og helte disse figurer repræsenterer, men det vigtige er de viser os menneskets interesse for mennesket gennem tiderne.