Aksel Jørgensen tog initiativet til Grafisk skole på Kunstakademiet og engagerede sig i, at få kunsten ud på skoler og arbejdspladser, detresulterede i Kunst på arbejdspladsen i 1954. Aksel Jørgensen stod for sin tids opbrud og nytænkning i kunsten.
Næsten samtidig startede Knud Pedersen i samme ånd, kunsten til folket, i 1952 byens billeder og i 1957 Kunstbiblioteket i Nikolaj Kirke.
Aksel Jørgensens opbrud er med baggrund i 20 – 30erne mellemkrigstiden, på vej fra en katastrofe til en anden, hvor en sovjetstat var opstået og troen på den utopi endnu i live. Knud Pedersen er i modstandskampen i krig mod den nazistiske utopi og starter sine aktiviteter i kunsten i Europas ruiner i en anden ”ruin”, Nicolaj kirke, en rekonstruktion efter Københavns bombardement i 1807.
I Læderstræde i samme kvarter havde Arthur ( Addi) Køpcke åbnet sit galleri, Køpcke sammen med sin hustru Tut . Her kom Europas sidste avantgarde, inden det blev til Fluxus. Sammen med Addi, Henning Christiansen og Eric Andersen introducerede Knud gennem en række koncerter og events Fluxus i Danmark, Norden, Europa, Verden. København blev med Kunstbiblioteket i Nicolaj Kirke og Galleri Køpcke et af centrene for Fluxus.
Aksel Jørgensens kunstneriske virke var efter 1. verdenskrigs ruiner, Knud Pedersens efter 2. Verdenskrigs ruiner, i samarbejde med Addi Köpcke, der bogstaveligt talt var kravlet ud af dem i Hamborg.
Da Da, Surrealismen, Den Russiske Konstruktivisme, Futurismen etc. voksede ud af Europas tragedie med 1. Verdenskrig. Fluxus, Konceptkunst, Minimalisme, Popkunst etc. voksede ud af 2. Verdenskrig.
Den nye kunst i Europa skal vokse ud af 70 års fred og velfærd i vores del af verden, foreløbig er det endt i marked, kuratorer, fortænkt kunstvidenskab, digitaliseret socialkunst.
Frihed og muligheder har aldrig været større, trods store talenter og mange fine initiativer, mangler der et dybere oprør og kampvilje.
Mit første møde med Knud, var i 1965, da Eks-skolen i anledning af Københavns Kommune havde smidt Knud og hans kunstbibliotek ud af Nikolaj Kirke udførte aktionen ” Kantate til Kunstfonden” over 2 dage i den lille tilbygning mod nord, jeg var da 17 og været på Eks-skolen knap 1 år.
Derefter blev jeg efterhånden sammen med Eks-skolen og Henning (Christiansen) en del af ”miljøet” og vi mødtes ved en lang række arrangementer.
Af Knuds mange mange mange initiativer jeg tog del i, var bagsmækken af Faxe øl biler i 1966 (?), her udførte jeg det første af de to malerier jeg nogensinde udførte. Langt senere deltog jeg i Knuds fax projekt, det blev til et støbejerns kunsthjerte som blev sænket midt i Øresund, hvor det stadig ligger, og senere bad Knud mig smadre gipsmodellen til hjertet, hårdt arbejde, så var jeg med til at genoplive Byens Billede.
Vores morsomste projekt sammen var dog, da jeg som fungerende professor ved akademiet afgav en erklæring vedrørende hans sag med Arken, i striden om retten til betegnelsen “ Københavns Museum for Moderne Kunst ”, Knuds krav var en bronze buste af ham selv ved Arkens indgang, dumt de ikke gav ham den.
Af disse grunde og mange andre, havde jeg det privilegium at møde og kende Knud og iblandt samarbejde.
Knuds betydning med Kunstbiblioteket blev at alle biblioteker i Danmark fik et kunst udlån, man kan sige han næsten sejrede sig ihjel.
Men Knuds tidlige Fluxus koncerter og samarbejdet med Addi og Henning og Eric skabte en milepæl i dansk og international kunsthistorie.
At den store dreng fra modstandsbevægelsen, i mødet med Addi fra Hamborgs ruiner, fik sat dette i gang, er mere end tankevækkende. Nu kan Aksel og Knud og Addi og Henning, nu hvor de er havnet i den Fluxide himmel, undre sig over tidernes skiften.
