Kære unge kollegaer
Mennesket lever ikke af brød alene, så kunst skal vi nok lave.
Menneskets trang til at udtrykke sig selv under de mest umulige forhold er indiskutabel fra Auschwitz, Gulags fangelejre og præstediktaturet i Iran, har mennesker med blod, sod, gammelt brød og forhåndværende søm skabt betagende poetiske udsagn.
Men i de samfund der lader kunsten udfoldes frit, opstår nye erkendelser, opdagelser, udvikling og i sidste ende den profane produktion hvoraf den fælles velfærd opstår.
Derfor er borgernes fri adgang til kunstneriske oplevelser et umisteligt velfærds gode, i disse politiske spin og ny sprogs tider betyder det, at kunstneriske oplevelser er kernevelfærd.
Hvorfor er netop Kunstakademiet på dette sted, i disse bygninger Kongens Nytorv 1, netop i denne tid så afgørende.
I Akademiet møder fortiden fremtiden i nutiden, i Akademiets institutionelle ramme taler staten med kunsten, her mødes kunstens mangfoldige udtryk med samfundets almene overbygning, og kunstens særlige individuelle formsprog trænger ind i samfundets maskinrum og giver udgangspunktet for en levende og dynamisk kultur.
Hvad er da det særlige ved de europæiske akademier fra 1700-tallet, vi er et af de ældste, i 1754 givet af Frederik d 5. og i dag et af de mest ansete i europa.
Da vi i 1813 var i en langt dybere krise, siges det at tidens finansminister grev Schimmelmann havde foreholdt Majestæten ” ....vi har mistet flåden, tabt Norge og er bankerot, at vi dertil skulle blive dumme ville være for meget...” så blev Akademiet friholdt ( frit gengivet ) Nu hvor vi trods krise aldrig har været rigere, skal Akademiet beskæres, og vi dertil blive dumme.
Siden 1700 tallet har institutioner som kunstakademierne, universiteterne og museerne, været der vores demokratiske kultur er udviklet, disse uafhængige frie institutioner har været den kritiske masse, hvor vores værdier og ny erkendelse stod til stadig kritik og diskussion, dette er forudsætningen for vores åbne dynamiske samfund.
Den tyske kunsthistoriker Winckelmann, klassicismens store teoretiker, var den der satte ord på formens frigørelse fra dens repræsentative pligter som kirken og fyrsten, den rene formdannelse blev en selvstændig erkendelsesform gennem vores fysiske sansning af verden. Billedhuggeren Johannes Widewelt var hans nære ven, som blev Akademiets første danske direktør. Akademiet er både nationalt og internationalt funderet fra dets start, og repræsenterede tidens nyeste tanker.
Klassicismen frisætter formen – Romantikken fantasien – modernismen den enkelte kunstners udtryk –
Som studerende ved Akademiet indskriver i jer i denne lange diskussion gennem århundreder, i disse år er nyliberalismens markeds fundamentalisme i gang med at slå dette ihjel, det der heldigvis ikke lykkedes for 70 ernes nymarxister. Men de to tilsyneladende modsatrettede modernistiske utopier ligner skuffede hinanden i deres ahistoriske materialisme og rene kvantitative rationalisme. Måtte det heller ikke denne gang lykkes at begrænse de frie institutioner.
Vi har haft konservative kulturministre de sidste 10 år, at det skal være en konservativ kulturminister, der lukker og slukker den frie institution, er næsten for tragisk.
Og at det er en (undertegnede) fra den antiautoritære, alternative ungdomsbevægelse i 60-erne, der skal forsvare institutionen, er næsten for ironisk.
Hvad gør i nu ?
Nu vi har, nogle af os fra 60-erne, forsvaret og fornyet institutionen fra 80 og op gennem 90-erne, nu er det jeres ansvar, om der fortsat skal være et Kunstakademi på Charlottenborg.
Argumenterne skal være i orden, i skal gøre jer umage.
Hvad er i oppe imod.
Resultat kontrakter, hele budgettet i en rodebutik bygninger, lønninger, ejendomsskatter, administration, undervisnings relaterede udgifter, nye strukturer osv. politiske og administrative fiflerier.
Ministeren har bevidst underbudgetteret Akademiet.
Rektor er blevet embedsmand, nu udpeget af den politiske magt, tidligere en ligemand/kvinde udpeget af kollegaer til at forsvare Akademiets interesser, frihed og integritet. Nu er det ministeriets lange arm dybt inde i Akademiet.
Og ministeriets egne embedsmænd går i byen for politikerne og spiller den sædvanlige grammofon-plade: ”I må prioritere, der har aldrig været bevilliget så mange penge.”
Det er trods alle disse bureaukratiske fiks fakserier, kun een der er ansvarlig, det er Ministeren, han er jeres adresse.
Argumenter tæller ikke i dagens spinpolitik, fornuft er en by i Rusland, vi har ikke primært en finansiel krise, vi har en værdi krise, den finansielle krise er en feber, men feber er et symptom, at slå feberen ned uden at helbrede sygdommen, er en ringe kur.
Medierne er ikke interesseret i kunst, de er interesseret i læsere, lyttere og seere.
Giv læseren, lytteren og seeren hvad læserens, lytterens og seerens er, underholdning, events, skandaler.
I må gå den tunge vej, det er lettere at elske kafferen end sin nabo, frit efter Kierkegaard, det er fint at være en global kunstner i den store verden, men nu må i kæmpe for kunstens betingelser også nu og her.
Jeg skal ikke fortælle jer, hvordan i skal argumentere og kæmpe, så dette er ikke opfordringer, men et par eksempler.
Vi havde jo nok besat kulturministeriet, soveposer, telte og madpakker, stille og roligt uden vold og ballade, og så forklare Ministeren, at indtil han skriver en check på 4 millioner, bliver i hos ham. Vi kan jo atter lære af ægypteren nu på Tahrir pladsen.
Vi ville have lavet performance for folketingets kulturudvalg og finansudvalg, bruge de billede dannelser vi er specialister i, argumentationen skulle være i orden, det skal være smukt, poetisk, kunstnerisk med provokationer på den kærlige måde
I har facebook og twitter og internationale netværk, og i skal vide, at ude i verden vil det være endnu en pind til nationens ramponerede image, at vi nu påbegynder en defacto erodering af et af Europas ældste og mest ansete kunstakademier.
Ansvaret er jeres, den der tøver og ikke handler er skyldig.
