Tekst om fredningen af punkthusene i Bellahøj

Subtitle
06.02.2014
Body

Vi freder ikke for fortiden, vi freder for fremtiden.

Under dette motto udviklede vi i Det Særlige Bygningssyn, det vi kaldte ”Det dynamiske fredningsprincip”, da jeg var formand 1996–2001, mens Svend Auken var minister.

Dels er det altid nødvendigt, at diskutere de institutioner, vi har bygget vores samfund op på, så de fortsat har den legitimitet, der gør, at borgerne forstår dem, som en levende og nødvendig del af demokratiet, dels har en del af de emner, vi freder, antaget andre dimensioner og karakterer end tidligere.

Under dette motto og dette princip bør man absolut frede Punkthusene på Bellahøj. Udfra dette princip er bl.a. fredningen af Den Hvide Kødby udviklet og ligeledes Folkets Hus på Enghavevej, der i dag er kendt som Vega, byens hotteste spillested, for blot at nævne to markante eksempler.

Ingen kan påstå, at disse to komplekser ikke er fulde af liv og muligheder, og de er begge fredet.At opfatte fredning som noget statisk, er at hænge fast i en fredningstanke som er forældet.

Vi gav fredningen en status, der er fredninger som Kronborg, Rosenborg osv. der er urørlige, der er fredninger, som er næsten urørlige, og der er fredninger hvis størrelse og karakter gør, at vi udviklede, eller rettere de dygtige sagsbehandlere synet havde udviklede, manualer for huset. Hvad må ikke røres, som er afgørende for fredningen, hvad kan der forhandles om, hvor har vi lagt rammer for det, der kan gøres, og hvor kan man eventuelt gøre mere eller mindre hvad man vil.

Punkthusene skal selvfølgelig være tidssvarende boliger, men det kan gøres i et fredet kompleks, det vigtige, ved at det er fredet, er, at man i fornyelsen af huset har Det dynamiske fredningsprincip som det overordnede udgangspunkt.

Fred punkthusene i Bellahøj.

Bjørn Nørgaard, Prof., Billedhugger, forhv. formand for Det Særlige Bygningssyn.

© Photographs and videos may not be used for commercial purposes, unless you have a copyright license with Bjørn Nørgaard and the listed photographers