Når elefanter danser
Billedhuggeren er lig massen og menneskefiguren, arkitekten repræsenterer rummet og funktionen, tilsammen udgør de da rum, masse, funktion og mennesket.

Elefantporten opføres et år efter John Ruskins død og syv år før Adolf Loos skrift om ”Ornament og forbrydelse”, det er i tiden mellem Prærafaelitterne og Bauhaus. 

Togstationen St. Pancras i London blev opført i konsekvent historiserende nygotisk stil i 1860erne. Selve stationshallen var derimod et vidunder af moderne ingeniørkunst, hvorpå dette nygotiske hus var tilføjet. 

Ruskins berømte kritik af dette umage par var, at det havde været bedre at begrave guldbarrer under perronnerne, end denne gotiske besmykning.

Det er i tidsrummet mellem Prærafaellitternes broderskab og Ruskins kritik af kapitalismens industrisamfund og dets mangel på menneskelighed og åndsfrihed, som de så mente at finde i middelalderens arbejdsfællesskab, og så den egentlige modernismes Bauhaus skolers lignende kritiske holdning overfor industriens produkter, men i et mere fremadrettet perspektiv, - at Jacobsen opfører sin elefantport.

Prærafaelitterne og Bauhaus udgør to af flere traditioner i modernismen, som har haft afgørende betydning  for min "opdragelse" som kunstner.

Bauhaus-ideen lå bag oprettelsen  af Den Eksperimenterende Kunstskole (Eks-skolen) i Danmark i starten af 1960erne, og i denne periode talte arkitekten Allan De Waal i tide og utide til Gud og hver dame, der gad høre på det, om det Prærafaelittiske broderskab. 

Iøvrigt kaldte vi hinanden for brødre på Eks-skolen.

Påstanden var, at Gründerzeit-kapitalisternes smykkede sig selv og deres huse med lånte fjer, som  i deres oprindelse havde været udtryk for diverse klassiske kulturers måde at opfatte sammenhængen i universet på, men som nu var blevet reduceret til tomme dekorationer løsrevet fra deres betydning.

De var blot et udtryk for den åndløse kapitalistiske produktionsform, en gold materialisme hvis eneste mål var en stadig effektivisering og optimering af produktionen for at opnå den maksimale profit. 

Derfor var det logisk når Ruskin mente, at det var et sandere udtryk for de faktiske forhold, at grave guldbarrer ned end at udføre disse dekorationer. 

Prærafaelitterne og Bauhaus foretager så to forskellige bevægelser ud fra samme kritik for at opnå sammenhæng mellem form og indhold: Den ene går tilbage til udgangspunktet, den anden forsøger at påvirke ”åndeliggøre” den industrielle produktion.

Jeg tror begge bevægelser er nødvendige.

Carl Jacobsen skulle ifølge Ruskin hellere have gravet guldbarrer ned, eller også var han ifølge Loos en forbryder. Det interessante er, at selvom man kunstnerisk kunne være enig med begge de herrer, så ville man nødigt have undværet hverken hotellet ved St.Pancras - og slet ikke Elefantporten.

Og hvad kan vi så lære af det ?

Forhåbentlig ingenting, udover at tage til alvorlig efterretning, at alverdens rigtige meninger og regler ikke nødvendigvis fører til god kunst og arkitektur, og at mennesker, der af og til af rent hjerte handler på tværs, kan forårsage værker, der får denne folkelige ikonagtige status.

Jeg besøgte med mine studerende i starten af 90erne St.Pancras stationen under renovering. Det var helt betagende. Rygesalonen for herrer (allerede dengang røg man i særlige rum) var indrettet som et græsk tempel, men det avancerede var , at der også var rygesalon for kvinder, indrettet som et arabisk harem, - slå den.

Udover Glyptoteket og Ny Carlsbergfondet og meget andet, var Jacobsen også manden bag Danmarks største turistikon ”Den lille havfrue”. Edvard Erichsen var billedhuggeren, men Jacobsen bestemte motiv, model og placering, og Elefantporten har samme ikonagtige karakter, så noget kunne han, der ikke bare var tom dekoration på den åndløse kapitalisme. Kald det aflad på et meget højt plan.

Manden var berejst, han var samler af international format, hans virksomhed forskningsmæssigt ligeledes internationalt på højeste niveau. Han vidste altså, hvad han gjorde, og hvad han ville.

Det gjaldt også Elefantporten, det var Jacobsen der ville have elefanter, 4 af dem, en i hvert hjørne.

Det interessante er at granit-elefanterne rent faktisk bærer huset.  Det ses bl.a. af at kvadrestrukturen fortsætter ud i elefanterne på nær deres hoveder, øren og snabel. En fin måde at integrere skulptur og konstruktion, stålbjælkerne hviler på ryggen af dyrene, dvs. det er en skulpturel udformet bærende konstruktion.

Det findes selvfølgelig i utallige bygninger især i de klassiske kulturer og historiske huse fra vores tid f.eks. Drabantsalen på Christiansborg eller Willumsens Atelierhus i Hellerup. 

Men i vor tid og med funktionalismens gennembrud er netop de bærende dele ”hellige”, så at forklæde dette som elefanter er nærmest profant.

Når man så dertil betragter tårnet som bæres af elefanterne, er det en skønsom blanding af italiensk rænnesance, en orientalsk top og lidt barok stil iblandet, og selv de bærende overliggere af stål har fået et par forgyldte rosetter.

Alt i alt en gang overbelæsset historicisme der stritter i alle retninger.

Men alligevel er ihverttilfælde jeg lykkelig for, det ikke blev til guldbarrer. Dels valgte Jacobsen en fremragende arkitekt V.D.Dahlerup. Selvom også denne fik skudsmål som kulisse-arkitekt, forstod han at proportionere sine huse smukt, og anvendte sine ”kulisse” dekorationer ganske dygtigt.  Dels er hele Elefantporten præget af Jacobsens oprigtige engagement og hans fornemmelse for tidsånden.

Derfor virker tårnet og de andre bygninger på Carlsberg fra tiden autentiske, trods deres historicisme. Arkitektonisk har han trods vores modernistiske forbehold ment det alvorligt. 

Udover Jacobsen selv  er arkitekt, murermester, tømrermester, kobbertækker og stenhuggermester, hugget ind i  kvadrene. I modstående granitmur står manende ord om Herrens meritter, helt i Prærafaelitisk ånd, men interessant nok er den kunstner der modellerede elefanterne efter Dahlerups tegninger ikke nævnt, Nilaus Fristrup, hvad målestok de blev modelleret i ved jeg ikke, 1:1 ? 

Selvom de er modelleret i en for tiden karakteristisk blanding af naturalisme, dekoration og stilisering, er det ganske dygtigt gjort, ligesom de trods stiliseringen er meget levende hugget.

Formentlig er kroppene de samme, men med mindre stenhuggeren har lavet større variationer, er ihvertitilfælde hovederne modelleret forskelligt. Det ses især på snablen og øjne og ører, de to ”bageste” står ret op og ned, med også forbenene parallelt, som to elefantkaryatider. Kun spidsen af snablerne vender hver sin vej, mens de to forreste har en drejning af hovedet ind mod midten af porten og triller en stor kugle med snablen,  den ene bagom kuglen den anden foran kuglen, næsten som to cirkus elefanter. 

Det er et enkelt greb, der løsner hele den symmetriske bygning op og gør rummet levende, og disse granitklodser rørende på samme tid.

Selve tårnet er proportioneret smukt og på fladerne disponeret ganske fint. Over elefanterne er en slags kapitæl eller bærestol, hvor jernbjælkerne går igennem, herover så en lukket granit ”balustrade”, de to yderste felter har en cirkelformet hvælvet form, de tre midterste felter bærer indskriften ”Laboremus pro patria” altså arbejd for fædrelandet, så  3 store vinduer ind til den store gennemgangssal, mellem vinduerne er to allegoriske figurer, Ceres og Merkur, over vinduerne to grotesker, så 3 mindre vinduer, så dørskiltet, så et granitbånd med 3 dobbelte vinduer og så det orientalske tag med tårne.På ”bagsiden” over elefanterne og kapitælerne er der en balkon, der fungere som passage henover portåbningen, så 4 store vinduer med granitsøjler imellem, derover en grotesk, så de 3 mindre vinduer, og så en loggia med en dobbelt byste af bryggeren med kone, der skuer ned over bryggeriet. En lille tour de force.

Og så var det oprindeligt vandtårn og urtbeholder.

Der er lidt  venetiansk Markuskirke over spir og top på dette eventyrslot over bryggeren, der gik så grueligt meget igennem, fik sit bryggeri, skabte sin fond og en af verdens bedste kunstsamlinger. 

Det er dog noget.

Tilbage til elefanterne. Der er tale om et stykke konceptkunst, som det hed i 1960erne.  I dag kontekstuel kunst eller relationel æstetik eller tidligere program kunst, der er derfor ikke tale om en autonom billedkunstnerisk formdannelse, mere et stykke anvendt kunst, en udsmykning. 

Genremæssigt er det en eventarkitektur som Holleins, Rem Koolhas, Fosters, Gehrys, Hadids etc. 

Håndværkerne og billedhuggerne er blot afløst af superingeniører og computerteknik, men egentlig er tricket ikke så forskelligt.

Det er en bygherre der med arkitekturen ønsker at udsende særlige karakteristiske sociale signaler. Han finder så en stjernearkitekt, der har et omdømme og en praksis, der kan opfylde dette formål.

18-1900-tallets kulissedekoration er i dag blot afløst af megakonstruktioner så abnorme som muligt. Det handler om penge og magt, og det har arkitektur altid gjort.

Men hvorfra kommer Jacobsen evner til at være bagmand for skulpturelle værker som ”Den lille havfrue” og ”Elefantporten”, der begge i deres umiddelbare rørende sentimentalitet har en folkelig tiltrækning?

Historien bag ”Den lille Havfrue” er verdenskendt, men havde skulpturen stået i en park eller på et museum, var det aldrig gået. Det illustrative, det sentimentale og placeringen afgør sagen.

Elefantmotivet er knap så direkte, men i alle kulturer hvor dette dyr lever er det en del af myter og religiøse ritualer; Buddhisme, Hinduisme, Afrika, Indien, Thailand, Kina.... og gennem utallige film, bøger, malerier, zoologiske haver, cirkus, er elefanten også i vores verden et ubegribeligt dyr, og fra barndommens vuggevise, Barbar, Dumbo, Peterplys ... er elefanten som havfruen en arketype. 

Så disse store dyr i granit taler til vores hjerter og som kunsthistorikeren Julius Lange, der var Jacobsens medarbejder omkring afstøbningssamlingen, skriver i sin bog om menneskefiguren i kunstens tjeneste: ” man skal ikke foragte den kunst der taler til hjerterne”. 

At de så for Jacobsen privat var et billede på hans 4 overlevende børn, gør ikke historien mindre gribende.

Dette er da en syntese af industrianlæg, arkitektur, dekoration, håndværk, billedhuggeri, figurative elementer, og en personlig historie, det store format på en overbevisende måde kombineret med amagerhylden, nogle hader det, jeg elsker det, og så er øl jo heller ikke en dårlig historie. 

Idag rammer Elefantporten  lige ned i den evige diskussion i modernismen mellem arkitektur, billedkunst, funktion og konstruktion.

I de klassiske og traditionelle kulturer smeltede dette sammen i de myter, religioner, historier og sociale strukturer som bandt tidens samfund sammen, det var ikke en rationel praktisk begrundelse, men primært et åndeligt gudeligt princip, den tids mennesker anså som det styrende princip for samfundet, derfor også arkitekturen, kunsten osv.

Med den rationelle verdensopfattelse og dermed modernismen kom der andre boller på suppen, tingene blev skilt ad, hver ting til sin tid, funktion i den bunke, arkitektur i den bunke, kunst i den bunke osv. 

De tidligere nævnte bevægelser Prærafaelitterne og det senere Bauhaus forsøgte at skabe en ny sammenhæng. Den prærafaellittiske ide og hele Arts and Crafts-bevægelsen anses i dag for tidsbundne isolerede fænomener, som nok udførte fremragende enkeltværker, men som er irrelevante i den nye digitale verden hvor alle absolut skal være ph.d. og alskens universitære titler(hvem talte om tomme dekorationer), hvor arkitekter er teoretiserende side op og side ned eller udfører regulær entreprenør- virksomhed. 

Og vi billedkunstnere er havnet i samme havregrød  pseudo -psykologi, -sociologi, -nødhjælpsarbejde, -videnskab, -arkitekter osv. Alt i orden hvis det rykkede i virkeligheden og i kunsten, problemet er det bekræfter begge dele, og det er for en gammel idealist noget elefantlort.

Og netop her er på trods af al sin håbløshed Elefantporten interessant. I al sin egensindighed rører den stadig mennesker, hvor al den teoretiserende dekadente institutionelle avantgarde vi har i dag både i arkitekturen og billedkunsten, fjerner kunsten fra mennesket. 

Vi behøver flere elefanter i porcelænsbutikken.