Da jeg i 2001 udførte en malet skive til Klaus Bonde Larsen, fik jeg et smukt 3 binds værk om vores selskabs historie, og i 2 bind gengivelse af alle skiver fra 1752 – 1986 smukt trykt i dybtryk. 

Jeg kendte til skiverne på forhånd og ved besøg på Sølyst, men i dette 3 binds værk, forestod jeg rigdommen og omfanget af denne kunst og kulturskat i selskabets besiddelse.

Senere fik jeg den store ære og glæde, sammen med Broder…., at forestå udvælgelsen og ophængning af vores første udstilling i det nye skive museum i ….

Det gav mig anledning til fysisk at gennemse samtlige af vores skiver, en betagende oplevelse, jeg kan sammenligne med, da jeg i 1977 i Island  stod i deres nyindrettede sikrede opbevaring, af de nys hjemtagne håndskrifter med Njals saga fra 1200 tallet i hånden.

Siden 60erne har man i kunsten befriet de forskellige skel mellem hvorledes vi udtrykker os i billeder, ikke at alt er lige godt, men at alt har sine særlige kvaliteter, og kunstens opgave er ikke at dømme, men at åbne vores øjne for hver genres særlige kvaliteter.

… det der er dengang, 60erne, er de enestående kvaliteter vores skiver rummer, en særlig glæde at se udfolde sig, og få stadig flere nuancer.

En anden ting fra 60ernes kunst er at det banale, som også Jorn satte højt, i f.eks Popkunsten, blev en billedkunstnerisk disciplin og begrebet konceptuel var en vigtig indgang til en kunstnerisk praksis.

At kunstnere hvor fremragende eller ….af virke de måtte være, gennem flere hundrede år har brugt det nøjagtigt samme format, med det nøjagtigt samme formål, er i 60erne kunstens konceptuelle og banale forståelse, enestående moderne.

At Inge Bucka Mejlhede i denne bog, med udgangspunkt i 2 fremtrædende ”skivekunstnere” for måske første gang, sætter disse værker i et kunstnerisk perspektiv, som hun trækker tråde til både bagud og fremad er enestående, og viser denne samlings enestående potentiale.

Vores samling og museum rummer værdier der kan inspirere både til at erfare fortiden, og gennem nutiden inspirere fremtiden.