Grundtvig holdt sine berømte Mands Minde-foredrag på Borchs Kollegium i slutningen af 1830’erne. Her fortalte han levende samtidshistorie, hvor han knyttede bånd mellem sit eget livs fortælling og den store historie. Mands Minde-foredragene blev ”genoptaget” i Vartov i 2004 med Ebbe Kløvedal Reich som den første fortæller. Siden har en række kulturpersonligheder og politikere som bl.a. Birthe Rønn Hornbech, Uffe Ellemann-Jensen, Margrete Auken og Peter Bastian holdt Mands Minde-foredrag i Vartov, hvor de med et personligt udgangspunkt har fortalt danmarkshistorie. Nu er stafetten givet videre til professor og billedkunstner Bjørn Nørgaard. 

Herunder uddrag fra de ca. 9 timers foredrag holdt mellem d. 8 september og 9 oktober 2012
50'ERNE OG BARNETRO

..Det hedder Mands Minde og det må vel betyde, det jeg mindes i den tid jeg har levet, d.v.s de 6 årtier jeg husker, de første 3 år i 40erne står hen i tågerne, men skal dog nævnes.

Nu er at mindes vel ikke det samme som at huske, at huske er mere målrettet, man skal huske at slukke lyset f.eks., men det hedder selvfølgelig også; jeg husker det, som var det i går, men også her betyder huske netop noget konkret, at det netop var sådan, det var.

At mindes betyder at tiden og begivenhederne og personerne  glider sammen i billeder, en sommer, en dag ved stranden, en rejse, barndommens søndage, men om det lige var før eller lidt senere, om denne eller hin person var der den ene eller anden søndag, væves sammen i et bølgende tæppe, hvor steder og personer blafrer ud og ind i erindringen, at mindes og erindre ligner mere hinanden, at huske og vide er en anden kategori.

Jeg mindes og erindrer, det bliver de lag, der nu har lejret sig, med de forskydninger senere tiders omvæltninger forårsager, en erindringens geologi, hvor billeder dukker op ofte uventede steder, pga. isens tryk og hævet havbund, forskydninger i jordlag gennemmillioner af år, en slags mindernes arkæologi, hvor en stump ditten eller datten kan sætte en kæde af refleksioner og sammenhænge i spil.( Daniel Spoerri)

Men der er ikke tale om objekt trouvé eller collage eller 60ernes anonyme objektkunst ej heller spilteorier og slet ikke den postmoderne relativisme....

JORDEN ER FLAD (60'ERNE)
...50 ernes tillidsmænd og kvinder drømmer om fremtiden fra basis, men med rod i organisationer, partier, og ideologi, i et hierarkisk, repræsentativt demokratisk samfund.

...60 ernes “tillidsmænd og kvinder” i ungdomsoprøret , blomsterbørn, hippier, flippere slumstormere, aktivister, kært barn har mange navne, ville hverken have organisationer, partier, ideologier og slet ikke et hierarkisk , repræsentativt politisk system.

Vi mente demokratiet skulle ind i sin næste fase, vi stillede spørgsmåls tegn ved enhver autoritet, enhver institution, enhver vedtagen sandhed skulle diskuteres , intet tages for givet, det var begreber som selvorganisering, selvforvaltning, nærdemokrati, gruppedannelse, udenomsparlamentarisme, det gjaldt også for individet.

Vi forestillede os at vores afgrænsede identitets opfattelse var et resultat af det vestlige materalistiske livssyn og derfor begrænsende, at menneskets mangfoldige muligheder gik tabt i dette stivnede samfund og hvis mennesket frisattes ville samfundet blomstre i kærlighed, fællesskab og frihed. (Flower Power kaldet)

Jeg skrev en tekst “om at være en tilstand ikke en identitet”, ungdomsoprørets ide om at kærlighed skulle være det bærende i samfundet, ligger tæt på det kristne universielle kærligheds bud “du skal elske din fjende” og litteraturen om de urkristne menigheder, 1700-tallets tidlige utopiske socialister, Thomas Moores Utopia, Charles Fouries phalanstéres, de forskellige verdensreligioner, for mange blev østens filosofi en inspiration, man ledte efter alternativer til vestens materialisme.

Man ville ophæve skellet mellem det private og det politiske, mellem individ og samfund, alt var politisk, selv den tilsyneladende mest banale handling udsprang af og får politiske konsekvenser.

Privatlivets fred var lig med at udelukke sig fra fællesskabet, det private

antoges at være en del af statens kontrol med individet osv. Man var sit eget politiske parti...

SOM I ET SPEJL (FAKE) (70'ERNE)
...erfaringer med 70 ernes forsøg på at realisere 60 ernes utopiske drømmerier i konkrete sociale eksperimenter.

Jeg må kort foregribe , noget der egentlig hørte hjemme i min afslutning på foredraget idag, men er nødvendigt nu, vi kaldte i 60 erne ikke længere vores kunstneriske aktivitet skulptur, men brugte begreber som objekt, model, installation, aktion.

Objektbegrebet var “das ding an sich” det konkrete objekt var, hvad det var.

Et fænomen af materialer og de former kultur , egenskaber og tilfældigheder havde forårsaget.

Det var et ikke “sprogligt” udtryk, hvor kunstnerens indgriben skulle være så anonym og minemal som muligt.

Modelbegrebet betyder at modellen (skulpturen) er en model til noget, det betyder, at den måde modellens materialer og elementer er udformet på indeholder organisatoriske principper, der kunne omsættes til at forstå og forny sociale processer, den skulpturelle model opfattes derfor som eksemplarisk i ideel forstand.

Installationen er der hvor disse to begreber frigør det fysiske objekt fra adskillelsen mellem genstanden og betragteren, objekt her - betragter der. Installationen erobrer hele rummet, hvor tilskueren, i det øjeblik vedkommende træder ind i installationsrummet ikke, længere kun er betragter, men inddrages fysisk i kunstens rum.

Aktioner, happening, event, pieces begreber der inddrager tiden som et materiale, ikke kun beskuerens tid, men kunstværket som en begivenhed der udstrækker sig i tid, nu og her.

De forskellige betegnelser udtrykker forskellige niveauer for kunstnerens rolle og publikums inddragelse.

De unge kunstnere idag anvender begrebet performance, nu er det blevet en genre blandt flere.

Det var netop den afgørende diskussion op gennem 60 erne, ville kunstbegrebet forblive intakt, udvidet med en række nye teknologier og genrer, eller var det en total sprængning af både det klassiske og moderne kunstbegreb, og fremkomsten af et helt nyt udvidet kunstbegreb, hvor kunstværket som fysisk genstand ikke længere kunne udvikle nye erkendelser.

Det er også afgørende for mine minder om disse år at præcisere den afgørende forskel på ungdomsoprøret og studenteroprøret. Selvom de udspringer af samme vilje til at udvikle og udvide begreberne og gøre op med de fastlåste rammer for demokratiets institutioner og ofte gled sammen i diveres konstellationer, så udviklede dele af studenteroprøret sig over tid til en i et vist omfang rigid marxistisk dogmatik.

Hvor den del af ungdomsoprøret jeg mindes, selvfølgelig var inspireret af socialismen, og anarkistiske syndikalistiske, kooperative ideer, og ledte efter realisende forbilleder, men vi var også optaget af 1800 tallets libertære bevægelser af urkristne og andre tidlige samfunds modeller. Venstrefløjens senere begejstring for staten som en løsning, havde vi overhovedet ikke.

For mig er det en væsentlig grund til, at centrum venstre har mistet sin radikalitet og er blevet en konservativ forsvarer af det eksisterende, selv om den globale udfordring kræver helt nye svar.....

...Ved slutningen af 60 erne kan man summarisk konkludere, at vi afviser staten og dens institutioner og forsøger konkret at... 

RIV DETTE TEMPLEN NED (80'ERNE)
....lidt mere ydmyge, med nye drømme om i en måske mere afgrænset fysisk forstand at forskønne samfundet med det kunstneriske formsprog, i det offentlige, fælles rum, i 70 erne parallelt med Poul Gernes arbejde med Herlev Sygehus og oprettelsen af Arme og Ben, fulgte en række teoretiske og ideologiske diskussioner om arkitektur og billedkunst, Eks-skolens udgangspunkt i Bauhaus og de russiske konstruktivister blev taget op i en kritik af det i 70 erne dominerende industrielle montage byggeri (Vejleåparken, Vollsmose,Gellerupplan, Tåstrupgård,  Høje Gladsaxe, byggerier i Ballerup, Rødovre osv), diskussionerne op gennem 70 erne og 80 erne var, skulle man vende ryggen til og lave sin skulptur,  skulle kunsten demonstrere og udstille tidens åndløse grimme byggeri, skulle man forskønne det med dekoration og glade farver, skulle man aktivt gå ind i dialog med borgere, kommunalbestyrelser, lokale medier, arkitekter, ingenører og skulle svaret være et opdragende, pædagogisk projekt hvor man dels brugte de industrielle teknikker og materialer, mere levende og skulpturelt, dels inddrog traditionelle materialer og håndværk, og for at besværliggøre den billedkunstneriske diskurs var der især arkitekter der noget misforstået tog en filosofisk, litterær diskussion, om der kunne defineres  en postmoderne bevidsthed, et postmoderne rum og sen moderne paradigmeskift, bogstaveligt i en række demonstrative kulisse arkitektoniske stil pasticher.

Det postmoderne som ramme for en forståelse af, hvorledes man kom videre, efter de facto opgør med modernismes idealistiske forståelse af sig selv som den evige fornyer og permanente avantgarde, og opgøret med de ideologier der socialt og politisk legitimerede modernisme projekt, samt afvisningen af modernitetens kultur darwinistiske forestilling om at alt nyt var bedre end alt gammelt og, at enhver udvikling per definition afskaffede, det der var, krævede nye måder at beskrive hvordan vi kommer videre. 

Men da man forsøgte at kunne skabe en postmoderne stil, hvor alt kunne genbruges, da man ikke kun befriede traditionen for det modernes tyranni, men mente at mennesket blev befriet for moralsk ansvar for sine kunstnerisk/arkitektonisk valg, rettede man bager for smed.

Uanset tidsånd er den enkelte forpligtiget på sine handlinger som menneske , som kunstner, dette blev ignoreret af den vulgære udgave af det postmoderne, som udartede til ren opportunisme, det var som en røst fra graven, og det er det egentligt i overvejende grad stadig...

DEMOKRATI TIL SALG (90'erne)
...Vi forlod i sidste foredrag 80 erne med to såkaldt kommunistiske systemers to forskellige måder at møde den globale udfordring på, kineserne der benhårdt ryddede Den Himmelske Freds Plads og Gorbatjovs Glasnost som følge af den Berlin murs fald.

I Vesten var det Reagan, Thatcher og Milton Friedman der satte den nye liberalistiske dagsorden. Rusland er et mafiøst, halv til hel korrumperet pseudo demokrati, med oligarker som er blevet hovedrige på de manges bekostning, og Kina et benhårdt statskapitalistisk samfund, med store korruptions og forurenings problemer, men med vækst rater der tiltrækker alverdens virksomheder.

En klog mand bemærkede at hvis befrielsen af østeuropa var sket uden Reagan og Thatchers ultraliberalisme, kunne forløbet have været mere harmonisk, hvem ved.

Vestens efterfølgende hybris gjorde at vi de følgende 2 årtier soldede både vores materielle forspring og moralske legimitet op, og idag har mistet begge dele.

... i 90 erne fik nyliberalismen følgeskab af Blairs 3. vej med new public manegement, eller new corporate government, som skulle indføre ny liberalismens velsignelser i det offentlige, resultatet af disse bevægelser fra 80 erne og 90 erne ser vi idag  finanskrise, realøkonomisk krise og demokratier og borgere der er sat ud af spillet, vi er alle blevet forbrugere for den globale finans, som hytter sig selv og lader fanden tage os andre.

I starten var mange begejstrede, det gav tilsyneladende de forskellige offentlige områder større handle frihed indenfor deres bevillinger og formål, men resultat kontrakterne skulle opfyldes, det skulle måles, og offentlige opgaver skulle privatiseres og kunne udbydes i fri konkurrence , de skulle  beskrives ned i den mindste detalje, for at kunne dette blev et stadigt større antal personer ansat  for at kontrollere, måle, beskrive, udbyde mm.

Op til 00 erne var der vel stadig en vis demokratisk styring og en vis tro på at det var en mere effektiv brug af samfundets ressourcer, og stadig var institutionernes integritet nogenlunde intakt, men alligevel var det i dette årti at demokratiet og dets institutioner som møjsommeligt, ofte med store omkostninger, var opbygget i vesten gennem et par århundreder, blev solgt til den globale finansverden.

Der var dog op gennem 90 erne stadig politikere med stor veneration og respekt for de store kulturinstitutioner, ligesom det var i denne periode Danmark satte en stærk miljømæssig dagsorden, det gjorde vel at mange reagerede for sent, den repressive tolerance havde endnu engang gjort sin gavn, og da fælden klappede med et nyt politisk flertal var løbet åbenbart kørt, men om ulykkerne der fulgte næste gang.....

.....Mange fra 60 erne og 70 ernes eksperimenter får tømmermænd, jeg skal ikke udbrede mig om personlige forhold, men de private problemer kom til at fylde meget i de næste mange år, det er livet, det giver også mange glæder og man bliver mere ydmyg over for tilværelsen, man tænker tilbage på, hvor travlt man havde med at frelse verden, man glemte bjælken i sit eget øje og kommer Lennon i hu .... life is what happens to you, while your busy making other plans....

Da kærligheden netop kræver identifikation med den anden, at man overgiver sig, giver sig hen, giver slip, er i et med den elskede, har kærligheden det svært , når egoet skal dyrkes. Men trods alt står solen op imorgen, livet er smukt og livet er fuld af smukke mennesker, og på trods af alt er kærligheden stadig stærkest og størst af alt. Noget så perfekt må dø. Om vore dages gennem pornoinficerede kultur, hvor helt små piger ligner sexobjekter, og vi får det hele serveret i tide og utide, hvor der er partner bytte, swingerklubber, netdating osv., så gør os mere frie og lykkelige må den enkelte selv vælge. Men det er som nissen flytter med, i ophidselsens øjeblik oplever vi beruselse og hengivelse, men modet til at være loyal sættes ikke højt hos tidens trendsættere. Vi er ifølge Kierkegaard blevet en kultur af æsteter, dvs nydere, og nydelsen er en kort gæst. Men måske er kærlighedens største problem hverken porno, menneskehandel, forskruede imamer, nykristne tosser eller tilfældige knald , men os selv, vi er blevet vores eget projekt, vores egocentrisme er blevet ekstrem og giver stress, angst osv.                                                                                                    
Men jalousi, ensomhed, forsmået tilbedelse, afvisning, generthed, mindreværd trives både dengang som nu, det kan der ikke lovgives om. Bedrag, løgn, undertrykkelse, vold ligeledes, her forsøger man at lovgive. Fra naturens side er vi udstyret med lyst og begær for at sikre vores arts videreførelse, tidligere i historien hos os og stadig i mange traditions bundne kulturer og samfund er kontrollen med lyst og begær sikringen af slægtens videreførelse og en mulighed for større og mindre politiske alliancer....

(00'ERNE)
Kundskabens enhed og kundskabens mangfoldighed.

...Kan man mindes nutiden, kan man mindes 00 erne, eller har vi overskredet grænsen for disse foredrags ide.

Er begivenheder indenfor et årti ikke noget man husker ? selvom ens korttidshukommelse ikke bliver mere imponerende med årene, har tidens nådige tand nok endnu ikke gnavet længe nok.

Et par bemærkninger om de første 10 år i 00 erne til afslutning kommer dog her.

Da Fogh regeringen trådte til reagerede mine centrum venstre venner, som om det var jordens undergang, tæt på, måske, men alligevel, lettere hysterisk.

Jeg trådte af som som formand for det særlige bygningssyn, da Svend Auken var den minister, der havde indsat mig, og jeg ønskede ikke en anden dagsorden.

Omvendt da Brian Mikkelsen spurgte om jeg ville deltage i Kanonudvalget var mit ræsonnement jeg er demokrat, demokratiet har talt, jeg er kunstner han er fagminister for mit område, er denne diskussion om vores værdier relevant, ja, vi arbejder på sagen.

Kanonprojektet var og er problematisk, men hvad er udfordringerne og svarene i disse digitale tider hvor informations mængden er eksploderet samtidigt med oplysningen er imploderet.

Hvad hjælper adgangen til millioner af oplysninger hvis vi ikke har forudsætningen for at finde den ene vi skal bruge.

Hvorledes navigerer vi i et globalt kulturrum, hvis vi ikke kender vores eget.

Kritik er godt, men følges det ikke op af andre konstruktive perspektiver holder det ikke, i et ti år hvor Fogh soldede vores velstand op, svigtede centrum-venstre arbejdet med at fortælle en ny historie.

Idag er der så pludselig nogen der savner Brian Mikkelsen da Uffe Elbæk og hans regering endnu ikke har en ny fortælling, de mener oven i købet Brian Mikkelsens kultur konservatisme skulle have styrket kulturinstitutionerne.

Intet kan være mere forkert, de konservatives tragedie er, de lagde ryg til den største massakre på vores store kulturbærende instutioner i mands minde, Nationalmuseet, Statens museum for kunst, Kunstuddannelserne osv. blev rundbarberet med 20-40 % nedskæringer, under V-K s regime.

Disse anstalter for såkaldte smagsdommere fik kniven, så når Uffe Elbæk  mener at  vi i Danmark skal være glade for  at han ikke skærer kulturbudgetterne med 25 %  som andre lande i EU, så er det fordi det er gjort.

Man skulle mene at dem der blev fede i 00 erne, og dem der lavede ulykkerne i 00 erne skulle betale ved den såkaldte krises kasse 1, men nej vi skal alle bidrage til genopretningen, magre som fede, Hvorfor det ?

Fogh og Pias historie med en bastard af nyliberalisme, nationalisme, selektiv socialpolitik, xenofobi og skattestop, er solgt til og købt af flertallet.

Nu ved vi at sandheden om samfundet er , at det er erhvervslivet der giver velfærd, så alt for erhvervslivet, fra fri forskning til faktura, fra fri kunst til oplevelsesøkonomi, alle offentlige funktioner skal privatiseres og udbydes på markedet, vi skal konkurrere på lavere skat, lavere lønninger, færre restriktioner, ringere miljø, større forbrug.

Hvad er så den historie det nye flertal, vi nu har, da vil fortælle ?

Hidtil den samme blot lidt bedre miljø, lidt højere lønninger, lidt mindre privatisering osv. grundlæggende samme historie blot en light udgave.

Man forsøger at peppe det op med unge friske ministre,  påtaget jovialitet, dybe beroligende stemmer, sådan er det jo, og så stiletterne.

Denne nyrationalistiske regering, lever i den klassiske fysiks verden, Newton osv. den vi umiddelbart sanser, og det er klogt nok, men med Marx in mente så har det ikke kun været en succes at videnskabeliggøre livet, som om samfundet var en stor mekanik, hvor det blot gælder om at smøre tandhjulene rigtigt, så skal Adam og finansministeriet nok forudsige en lykkelig fremtid.

Men Einsteins relativitetsteori og Bohrs kvantemekaniske princip sprængte den klassiske fysik, og selv om det er i atomernes verden, har det erkendelsesmæssige konsekvenser, der ikke kan overlades til markeds statistikere og generalister.

Bohr taler både om kundskabens enhed og kundskabens mangfoldighed.

Selvfølgelig skal vi have dygtige virksomhedsledere og et innovativt, fremadrettet erhvervsliv og gode købmænd, det er afgørende for ethvert samfund.

Men uden veluddannede, motiverede, initiativrige, medskabende medarbejdere, en god infrastruktur, et stærkt uafhængigt universitetsmiljø og et nyskabende stærkt kunst og kulturliv, er der ikke meget samfund, og slet ingen velfærd.

De taler om krise, og vi skal spænde livremmen ind og forbruge endnu mere og belaste miljøet nok et hak.

Der er ikke krise, verden udvikler sig  sådan, verden har forandret sig, og nyskabes hele tiden, den globale virkelighed er kommet til os på den hårde måde, der skal fortælles nye historier, det gamle politiske vokabolarium dur ikke, når vi skal navigere ind i en langt mere kompleks virkelighed.

Fogh light er for let, men disse nyrationalisters tyrker tro på en økonomisk mekanik, der endnu engang kan trækkes op, gør dem blinde. 

“Smagsdommere” filosoffer, forfattere, kunstnere, filmfolk, humanister, naturvidenskabsfolk, de fortæller alle de nye historier, politik er evnen til at gøre det ,en demokratisk valgt politiker skal kunne, med det levende ord, samle alle disse historier til en stor almen fortælling om, hvordan vi møder de nye udfordringer, hvor livet ikke er mere og mere, men mindre og bedre, hvor det bedste fra vores historie og tradition skal møde det bedste fra nutidens mest fremragende teknologier og erkendelser.

Fremtidens forbrug er skønhed, kærlighed, kunst, musik, litteratur, natur og os selv, mennesket.....